Anmeldelse

En skolelærers erindringer

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er for få lærere, der skriver hverdagsberetninger fra deres arbejdsliv og sørger for at gøre dem tilgængelige for en større kreds. Det er synd, for indimellem er det forfriskende at blive mindet om, hvordan skolen fungerede i en egentlig ikke så fjern fortid.

Forfatteren til denne samling af - ret forskellige - tekster har gjort sig ulejligheden. Store dele af bogen handler om hans kirkelige engagement og især om de mange år, hvor han sideløbende med lærergerningen redigerede forskellige missionstidsskrifter. Det kan være interessant nok, men i denne anmeldelse er fokus på Vermund Jensens seminarietid og de 40 år som lærer i Vejle.

Th. Langs Seminarium i Silkeborg var i slutningen af 1940'erne nærmest et appendiks til et gymnasium med samme navn, og bogen giver en fin beskrivelse af forholdene for en seminarieelev, som det hed dengang. Ikke mindst forfatterens minder fra praktikundervisningen viser en forståelse af undervisning i kristendomskundskab, der næppe ville blive accepteret i dag. Men spændende og engageret fortalt.

De store børneårgange i efterkrigstiden krævede sin plads på skolerne. På forfatterens skole blev der et år oprettet syv 1.-klasser, og en enkelt af de nybyggede boligblokke på nabogrunden kunne nemt fylde en hel klasse op!

Beretningen er spækket med detaljer fra skolens dagligdag og om ændringerne, der kom udefra. Og mærkedage som den mindeværdige 18. april 1970, som var sidste gang, hvor der blev undervist i normalskema på en lørdag. Eftertænksomhed omkring lærerfagets karakter, omgangen med eleverne, og hvad der prægede dem under forskellige livsvilkår, er også god læsning.

De enkelte tekster er skrevet på forskellige tidspunkter, og det giver bogen en noget ujævn karakter. Men den er bestemt læseværdig som et engageret menneskes status over et virksomt liv.