Noget af det vigtigste, man kan være, er lærer. At undervise det, der med et højtideligt udtryk hedder »den opvoksende ungdom«, er noget af det mest basale, man kan beskæftige sig med.

Ikke desto mindre vil færre og færre være lærere.

En række lærere vil svare: Det er Folketingets partier, det er galt med. De er efter os hele tiden.

Nu er jeg af den opfattelse, at man ikke kan styre denne mangfoldige verden ved at »være efter«. Man kan heller ikke styre børn og unge ved at »være efter«. Man kan styre ved at stole på, at hver enkelt lever op til det ansvar, som man må forvente, hver enkelt påtager sig for den opgave, man er sat på af politikerne i kommunen eller i Folketinget. Det gælder både skolelederen og læreren, men naturligvis også alle andre i den offentlige sektor. Politikerne udstikker nogle mål, som skal opfyldes, og bør så kunne gå ud fra, at målene opfyldes.

Men hvis nu ikke målene opfyldes? Hvad gør politikerne så? De må naturligvis ty til andre måder at få opfyldt de mål på, de vil have opfyldt. Det er simpelthen en politisk forpligtelse. Politikerne står til ansvar i skole- og uddannelsessammenhæng for, at de unge modtager den bedste undervisning. Det gør de over for de unge, deres forældre og for samfundet i almindelighed.

Det er ikke Folketingets partier, der forårsager, at lærerne vælger folkeskolen fra. Det skyldes næppe heller elevplaner eller den nye læreruddannelse eller prøver og alt det andet, som Folketinget har vedtaget nu skal gå over scenen. Meget af det, som er gennemført, er i virkeligheden gennemført for at give lærerne et redskab til at forbedre undervisningen og til at komme ud over det omdømme, der i stigende grad er blevet skolens problem: Den lever ikke op til målene. Den måde, man kan komme af med al detailstyringen på, er, at man selv hanker op i situationen lokalt eller på hver enkelt skole, og at man i lærernes egen organisation tager fat om sagen og drøfter, hvordan man kan forbedre medlemmernes image.

Ud over landet er der skoler, hvor tingene fungerer flot og til de unges, forældrenes og kommunalbestyrelsernes fulde tilfredshed. Nogle af de steder burde være rollemodeller, der kunne vise alt det, skolen og dens ledere og lærere kan. Også i en ny tid, der kræver nye udfordringer i forhold til både nutidens unge og deres forældre. Det var det, DLF burde markedsføre og bryste sig af. I stedet forekommer det mig, at man alt for ofte i stedet graver sig ned i nogle skyttegrave og bruger al tid på det. Det bliver man ikke en gladere lærer af. Det hidkalder heller ikke flere nye læreraspiranter. Og det styrker ikke en organisation.

Gør DLF, hvad der står i dens magt for at være med til at løfte den enkelte lærers og den samlede flok læreres anseelse og dermed folkeskolens prestige? Det synes jeg ikke.

Tro mig, at det, med den lærerbaggrund jeg har, er med virkelig tristhed, jeg ser på, at virkeligheden er, at lærernes organisation i stedet for at arbejde fremad synes at komme bag efter diskussionen hele tiden og dermed bruger alt for meget krudt på at skælde ud i stedet for at vise - også politikerne - at skolen, dens ledere og lærere vil det flotte hverv og den vigtige opgave, der er skolens: At sikre de unge den bedste ballast i livet videre frem.

Dermed gør man sig alt for sårbar over for idelig kritik. Det er synd og skam.

Britta Schall Holberg er medlem af Folketingets uddannelsesudvalg for Venstre og tidligere minister