Ligesom på skolerne fylder elevplanerne meget i hovedstyrelsen. Og et af dilemmaerne er, at mange medlemmer synes, at elevplansarbejdet er vigtigt, men at de frustreres over, at der er for lidt tid til at præstere noget ordentligt - oven i alle andre presserende opgaver. Parallelt hermed er der også et pres fra medlemmer, som anser der for forfejlet at udarbejde planer for alle elever, fordi tiden i stedet med fordel kunne bruges på svage elever, der virkelig har behov for planer for konkret opfølgning. Og så er der rigtig mange medlemmer, for hvem elevplanerne kun er dråben, der får det hele til at flyde over. Det kaotiske forløb med prøveformer, nationale test og andre opgaver, som lovgiverne presser ned over skolen, forhindrer tilsammen, at man kan udføre det professionelle kvalitetsarbejde, man gerne vil. Og så er der endelig medlemmer, der er utilfredse med, at aftalesystemet ikke kan bruges til at stoppe flodbølgen.

Jan Trojaborg fandt det vigtigt at bruge energi på de svage elever. Den sjettedel, som bliver tabere, som der igen er blevet peget på i journalist Lars Olsens nye bog, »Den nye ulighed«.

»Vi har et socialt ansvar, som vi må påtage os«, sagde han. Ligesom flere andre pegede Trojaborg på, at elevplansprotesterne skal ses i sammenhæng med kvalitetsreform og trepartsforhandlinger, hvor regeringens dagsorden er en helt anden.

Peter Hess-Nielsen mente, at formålet med elevplanerne slet ikke er at hjælpe svage elever, som ministeren hævder.

»Sammenhængen er at styre og kontrollere«, sagde han.

»Elevplaner kan være et fornuftigt redskab, hvis skolerne selv får mulighed for at bestemme, hvordan de vil bruge dem for eksempel i forhold til elever, der har særlige vanskeligheder. Men vi har fra første færd arbejdet imod centrale bestemmelser om elevplaner til alle elever i alle fag«, understregede Anders Bondo Christensen.