Tonen er sober og afdæmpet, men Jørn Lund er vred. Vred og bekymret. Fordi detailstyring og kontrol er ved at ødelægge uddannelsessystemet. Fordi den evindelige nedrakning af skolen får lærere til at give op. Fordi der har udviklet sig en mistillidskultur, som får gode evalueringsinstrumenter til at virke stik mod hensigten. Og fordi lærernes grund- og efteruddannelse er i dyb krise.

Jørn Lund er ikke en hr. hvem som helst på uddannelsesarenaen. I artikler, kronikker, taler og bøger, og som medlem af diverse udvalg og arbejdsgrupper, har han i årtier søgt at gøre sin indflydelse gældende.

»Selv om alle taler for mere faglighed og højere kvalitet, kan resultatet nemt blive det stik modsatte«, siger han. Derfor kommer den nye bog nu. »Det faglige løft«, hedder den, med undertitlen: »Om greb og misgreb i uddannelse og forskning«.

Faglighed og menneskelighed hører sammen

Advarsler, argumenter og forslag står i kø i bogen:

»Arbejdet frem mod et højere fagligt niveau i hele uddannelsessektoren er ikke uforeneligt med idealet om en human uddannelseskultur og en stærk og fri forskning, snarere tværtimod«.

»Du kender det sikkert fra din egen barndom«, siger han.

»Det, du husker fra skolen, er situationer, hvor læreren rullede sig ud i sit fag. Det er - som det hedder i vore dage - når læreren tænder på sit engagement i fagets indhold, at engagementet smitter«.

Det er det samme, der gør det spændende at være lærer, og når engagementet er fagligt, smitter det af på eleverne på en god måde, mener Jørn Lund.

»Jeg frakender ikke teoretisk pædagogik værdi, men metaovervejelserne hører ikke hjemme i klasselokalet. Det, der styrer i hverdagen, er det vekselspil, der opstår mellem læreren og en gruppe elever«.

Og dér bliver elevernes tolerance over for menneskelig variation så for øvrigt overordentlig stor, fortsætter han:

»Det kan være en lærer, der taler alt for meget, men som fortæller djævleblændt godt. Eller det kan være den lærer, som normalt ikke er fængende, men som pludselig kommer ind på sit yndlingsområde, så kan elevere mærke, at 'Gud, han er sgu et menneske!' I dét samspil opstår den menneskelige kontakt, som kan give de nødvendige faglige løft«.

Hovedløse skolesammenligninger

De obligatoriske, nationale test, evalueringer, kvalitetsrapporter og elevplaner er alt sammen en slags kontrol.

»Det sælges som en hjælp til diagnosticering af elevers fremskridt, og jeg tror, at det kan administreres nogenlunde humant. Men det er ikke sikkert, at det bliver det, der sker. For det første er det noget, man skal, det er ikke noget, man kan tilvælge, fordi man har brug for det. Og for det andet kommer resultaterne i hænderne på mange, så der kan ske mange ting med dem«.

»Danmarks Evalueringsinstitut har endnu ikke haft tiårsjubilæum, og det er påfaldende, at meget af det, der stod i loven, at vi ikke måtte, det er nu blevet til krav. Der er sket noget undervejs. Kontrollen med skolerne bliver mere og mere detaljeret, og de 'rankinger', hvor skolers karaktergennemsnit sammenlignes, er jo totalt hovedløse. Men politikere og administratorer forlanger dokumentation for, at der foregår noget relevant, for de tror det ikke uden videre. Det er den mistillidskultur, jeg kritiserer i bogen«.

Skrivebordsevalueringer

Hvis folkeskolens hverdag derimod iscenesættes i tillid, kan man komme et stykke vej med evalueringer og pædagogiske test.

»Men man må gøre sig klart, at der er ting, der ikke er lette at måle, og som er lige så vigtige som det målbare. Det har det med at forsvinde i en mistillids- og kontrolkultur«.

Om evaluering lyder nogle af hans anbefalinger således:

»Underkast de nye evalueringssystemer en evaluering efter tre år. Lav en cost-benefit-analyse, der viser tidsforbrug og værditilvækst. Brug ikke evaluering til at fremme konkurrencemomentet mellem elever, lærere, skoler og skolevæsener, men som et incitament for de berørte«.

Man må undersøge, om test, kvalitetsrapporter, elevplaner og alle de andre nye dokumentationsforpligtelser giver de ønskede kvalitetsløft, om de er håndterlige og rent faktisk er den hjælp, som det påstås, at de er, argumenterer Jørn Lund.

»Den enkelte elev vil gerne have dokumenteret sine fremskidt, og hvis læreren bruger evaluering til at synliggøre det, der sker, så kan den gøre god gavn for både elev og lærer. Tror jeg«.

Men, advarer han, evaluering kan også misbruges.

»Forkert anvendt kan evaluering blive et dressurinstrument over for eleverne, gøre gode kolleger til konkurrenter og få skoler til at dyste i stedet for at samarbejde«.

Og så skal de folk, der evaluerer, have ordentligt kendskab til det, der evalueres, understreger han i en anbefaling:

»Brug fortrinsvis evaluatorer med daglig kontakt med aktiviteterne, ikke kun kasketbærende institutionsledere og administratorer«.

»Se på de evalueringshold, der sammensættes, så vil du opdage, at du skal lede længe efter folk, der selv står med 27 timers undervisning, mens der er mange, der har to skiveborde mellem sig selv og den pædagogiske virkelighed«.

En skoledirektør kan da være glimrende i sådanne sammenhænge, siger Jørn Lund.

»Men han var skoleleder for ti år siden og lærer for 25 år siden, og nu er han administrator. Så i min tid i Evalueringsinstituttets bestyrelse forsøgte jeg altid at få nogen med, der har daglig undervisning. Men det var utrolig svært«.

Det er ikke populisme at få folk fra den pædagogiske hverdag med i evalueringspanelerne. Det er et forsøg på at sætte evalueringen i forbindelse med de evaluerede.

»Der er ikke brug for rapporter, hvor man konstaterer, at der 'ikke i tilstrækkelig grad er sat mål for aktiviteterne på skolen, at man styrer diffust og kan anbefale en øget fokusering på ledelse'. Det siger jo reelt ikke noget. Lærere og skoleledere skal have noget, de kan bruge i hverdagen«.

Og så mener han, at Danmarks provinsielle side for alvor kommer frem, når man sender udlændinge rundt som evalueringsturister.

»Sammen med tolke og guider kigger de så ind ad skolevinduerne, hvorefter de skriver et evaluerings-review, og så skal vi tro, at fordi de kommer udefra og mener noget, så bliver kvaliteten af sig selv hævet«.

Jeg er ikke blomsterbarn

»Dansk skole blev i almindelighed hverken flippet eller uansvarlig, men måske glemte man selvransagelse og selvkritik i sin iver efter at gå nye veje«.

Pisa-undersøgelserne viser, at der er områder, hvor Danmark ikke klarer sig så godt, som man kunne ønske sig.

»Det må vi selvfølgelig gøre noget ved, jeg er ikke noget blomsterbarn. Men man skal ikke frakende skolen en stor andel af den samfundsudvikling, som 68'ernes børn har været med til at gennemføre, og vi har vel aldrig haft en udvikling så gunstig som de sidste 15 år. Det skyldes ikke kun nordsøolien. Det skyldes, at vi har uddannet unge mennesker, som ikke har mistet lysten til at lære. Den lyst til at udvikle sig har folkeskolen været god til at holde ved lige - blandt andet ved en lydhørhed over for børn, som i tillid har udviklet deres potentiale, også det kreative. Man tør nemlig ikke forlade sig på kreative impulser, hvis man lever i et stærkt kontrolsystem«.

»Jeg er overbevist om, at det, at man følges ad i folkeskolen, og det, at lærerne er lige så optaget af de svageste elever som de stærkeste, det er kvaliteter, som vanskeligt kan overvurderes. Det, at man kan dumme sig, uden at man får en over nakken, og at man kan få en idé og få lov til at forfølge den, det er en skolekultur, som ikke kan sættes i kasser og kolonner eller passes ind i et pointsystem og registreres i evalueringsskemaer. Men det er det, der kendetegner den skandinaviske skolekultur. Derfor er det vigtigt at måle skolens succes på andre måder end ved at tælle stavefejl og regneresultater«.

Jørn Lund (1946) har været aktiv i dansk uddannelsespolitik siden 1982: professor i dansk sprog på Danmarks Lærerhøjskole 1980, medlem af Det Danske Akademi fra 1989, chefredaktør for Den Store Danske Encyklopædi 1991. Første formand for Danmarks Evalueringsinstituts bestyrelse 1999, sad for bordenden i Undervisnings- og Kulturministeriets kanonudvalg 2004-5. Siden 2002 har han været direktør i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Ud over en lang række bøger om dansk sprog har Jørn Lund i 1998 udsendt bogen »Sidste Udkald. Om dannelse og uddannelse«.

Og så er han for øvrigt manden bag pseudonymet Professor Higgins, som i næsten 20 år har kommenteret sprog og skoleforhold i Folkeskolen.