Kommunalbestyrelsen og skolebestyrelsen kan, men skolens leder skal træffe beslutning om, hvordan arbejdet med elevplanerne tilrettelægges. Løsningen kompliceres af lærernes modstand mod at udføre arbejdet uden tid og modstand mod at udarbejde elevplaner, der ikke giver mening. Lederen kommer meget let i spænd mellem de politiske krav og de forskellige holdninger til opgavens løsning. Hvis lederen fordrer elevplaner i et bredere pædagogisk perspektiv, skærpes kravet om tid til opgaven. Hvis lederen begrænser kravet til mindre tidskrævende løsninger i form af afkrydsning eller tryk på en smiley, så afvises løsningen som uforenelig med et professionelt perspektiv på lærerarbejdet. Jeg tænker her på Asta Rasmussen, lærerne på Frederiksberg og andre, der giver udtryk for, at de gerne vil udarbejde elevplaner, men at deres faglige stolthed gør, at de ikke vil reducere opgaven til udfyldelse af et afkrydsningsskema.

Klinisk psykolog Nadja Prætorius bruger betegnelsen systemmobning om den situation, der opstår, når politikere fratager en medarbejdergruppe deres identitet og faglighed for at gennemtvinge en forandring. Set i det perspektiv er det en skærpelse af systemmobningen, at undervisningsministeren - i stedet for at gå i dialog med ledere og lærere om vilkår for løsning af opgaven - vælger at anbefale de nemme løsninger. Det er dybt paradoksalt og perspektivløst at løse konflikten om elevplaner ved at anbefale løsninger, der ikke bygger på lovgivningens og bekendtgørelsens intentioner, og som samtidig krænker lærernes faglige stolthed.

E-planer er et eksempel på en af de nemme løsninger, som af ministeren er fremhævet som fremragende. Systemet bygger på et tryk på en smiley, og du får en tekst.

Om Ole i 4.b står der under den valgte smiley i idræt: »Han deltager ikke tilstrækkeligt i idrætten til at udforske kroppens muligheder. Han kan udtrykke sig lidt om idrættens værdier - men viser ikke i tilstrækkelig grad forståelse for disse. Han har et fint kendskab til gamle lege og traditioner fra kulturen. Han kan i samtale om dette tale med om disses betydning for idrætten i dag. Han viser begrænset engagement i sit arbejde på at udvikle sig, men kan forholde sig kritisk til egen indsats og i et vist omfang sætte nye mål for sig selv«.

Eksemplet er uden tvivl konstrueret i forhold til Fælles Mål og trinmål for faget, sprogligt gradueret til fem smileys. Men er det en mulig løsning? Giver det mening at aflevere en sådan præfabrikeret vurdering til forældrene? Styrker det lærernes legitimitet at have trykket på en smiley og fået leveret en tekst til forældrene?

Hvis ikke elevplanen skal blive til et mål i sig selv - en udfyldningsøvelse - er det væsentlig at vende tilbage til spørgsmålene: Hvad var opgaven? Hvad var begrundelsen? Hvordan giver arbejdet mening? Hvad skal arbejdet give anledning til?

Der er ikke nogen nem måde. Arbejdet med elevplanen skal bygge på lærerens egen sprogliggørelse af, hvad eleverne i 4.b skal lære i idræt. Vurderingen skal bygge på lærerens egen systematiske evaluering og etablering af et dokumentationsgrundlag. Den arbejdsform skulle gerne på sigt kvalificere grundlaget for

- dialogen med eleven om målfastsættelse og vurdering af eget arbejde

- dialogen med forældre om vurderinger og bidrag til støtte og opfølgning

- dialogen med kolleger om fælles vurderinger og opfølgning i undervisningen.

Mange skoler er godt på vej, andre har langt hjem. Det vil derfor være perspektivrigt, at politikere afsætter resurser til implementering af arbejdet med elevplaner i det, jeg vil kalde et professionalitetsperspektiv. Gør det til et nationalt støttet kommunalt udviklingsområde. Politikere må samtidig generelt holde op med kun at tælle lærerarbejde i forhold til antal katedertimer, men give vilkår for at arbejde med de kvaliteter, der ligger i et professionelt arbejde med målfastsættelse, differentiering, løbende intern evaluering og dokumentation som grundlag for samspil med elev, forældre, kolleger. Lærerstanden må samtidig være meget opmærksom på, at den ikke kan legitimere sig gennem nemme løsninger.