Debat

Aftale frustrerer os

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi er på Sønderagerskolen i Herning cirka 60 lærere, der er beskæftiget med undervisning af elever, der alle har en psykiatrisk dia­gnose inden for det autistiske spektrum.

Skolen består af en almindelig distriktsskole med en specialklasserække for ovennævnte elevgruppe.

Skolen har i de senere år prioriteret opkvalificering af lærere med undervisning af disse elever højt. Siden specialklasserækken blev oprettet i starten af 70'erne, har Herning Kommune varetaget undervisningen for disse børn som en slags »entreprenør« for Ringkøbing Amt. Alle lærere har indtil nu fået paragraf 20.2- tillæg.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det er altså ikke nyt for os at være kommunalt ansatte - det nye er, at tillæggene vil blive reduceret væsentligt med en lønnedgang for nogle af os på 10.000-12.000 kroner årligt, mens kolleger på centerskoler stiger i tillæg.

Vi er meget uforstående og frustrerede over den indgåede aftale.

Hvordan kan man indgå en aftale, der stiller medlemmer med nøjagtig samme funktion så forskelligt med hensyn til tillæg?

Det er uforståeligt, at DLF, som er valgt til at varetage medlemmernes interesser, ikke rettidigt har opdaget og modarbejdet de konsekvenser, afskaffelsen af begrebet paragraf 20.2 om den vidtgående specialundervisning vil få - ikke blot for os som lærere, men også for elevgruppen. Man kan frygte, at udligningen af tillæg for 20.1 og 20.2 vil medføre yderligere udligninger, for eksempel på normeringsområdet.

At organiseringen af skoletilbuddet er blevet afgørende for tillægget, og ikke elevernes handicap, er simpelthen skandaløst.

Dette kan ikke være DLF's politik?

På vegne af centerlærere på Sønderagerskolen, Herning Kommune:

Svar

Jeg mener bestemt ikke, at den gamle ordning var mere retfærdig end den nugældende med hensyn til at stille medlemmer, der udfører samme funktion, ens. To lærere, der havde to helt sammenlignelige funktioner, kunne have en forskellig løn, afhængigt af om kommunen havde valgt at bruge paragraf 20.1 eller 20.2 i sin procedure.

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan der landet over skete en glidning fra paragraf 20.2- til 20.1-visiteringer. Det var vi helt opmærksomme på, og det var derfor også afgørende for os at redde lønsummen fra paragraf 20.2-tillægget, inden den blev minimeret (eller forsvandt). Det gjorde vi, og hele lønsummen blev fastholdt til de lærere, der varetager specialundervisning.

Vi bestemmer ikke lovgivningen på Christiansborg, og jeg ved ganske enkelt ikke, hvordan du forestiller dig, at elevernes handicap fremover skulle være afgørende for tillægget.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF