Man vil producere tabere på stribe. Enhver, som gang på gang får at vide, at han intet kan, tror selvfølgelig på det til sidst og giver op. Det er meget forunderligt, at nogen alvorligt kan tro på, at man bliver bedre eller dygtigere af at blive »testet«. Det eneste, man opnår derved, er at få nedføjet på papir, hvad man godt vidste i forvejen. Man mistror og nedvurderer det kæmpearbejde, som udføres i skolen, man mistror og underkender lærernes sisyfosarbejde, som de har udført dag ud og dag ind også uden prøver.

Hvad er det egentlig, man sætter i stedet?

Man siger flot, at barnet har krav på dit og dat. Det, barnet har krav på, er nogle »ordentlige« forældre og lærere, som tager det meget svære ansvar på sig at være opdragere - det gælder først og fremmest forældrene. Lærernes vigtigste opgave er vel fortsat at undervise. Opdragelsen er vel nærmest kommet af nødvendighed, på grund af at eleverne ikke er ordentligt domesticeret hjemmefra.

Er det helt urimeligt at forlange, at forældre prioriterer deres afkom højere end karriere, ferier, fornøjelser, biler og boliger - forældre, som ikke »køber« børnene med slik, junkfood, tv, computere, mobiltelefoner og så videre. Kort sagt forældre, som kan og tør sige nej! Som tør vise, at de ikke er ligeglade med børnene. Afkommet vil sikkert i første omgang reagere med skrig og skrål, men senere vil de forstå sammenhængen - og hvem ved, måske senere behandle deres egne børn »ordentligt«.

I stedet for gang på gang at dokumentere over for elever og forældre sort på hvidt, at de intet kan - der vil nemlig altid være en gruppe, som kan »meget lidt«, og den gruppe kan man kun hjælpe ved opmunt­ring - ved hele tiden at fortælle dem, at de kan. Til sidst tror de på det, og alene derfor kan de på forunderlig vis meget mere, end man forventede. Målet skal naturligvis afpasses efter lyst og evner. Ikke efter hvad erhvervslivet rent tilfældigt ønsker lige nu.