Anmeldelse

Saleh - Kønsroller og kulturforskelle

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Empati. Nøgleordet for Lotte Kjærups nyeste bog om integration, "Saleh - Kønsroller og kulturforskelle", synes at være indfølingsevnen i både tekst og opgaver. Udgangspunktet er historien om to teenageres hemmelige kæresteforhold på tværs af kulturer og familieforhold og om de besværligheder, deres forskellige baggrund og kønsopfattelser medfører. Forskellige holdninger og synspunkter præsenteres loyalt gennem brug af skiftende synsvinkler fra den muslimske Saleh til den danske Mette og med inddragelse af både hendes veninde, hendes mor og hans underbo. Uden løftede pegefingre lægges op til forståelse og indfølende læsning.

Bogen serverer i 14 kapitler den lille kærlighedshistorie i en såkaldt miniroman, som med sin enstrengede handling og flade persontegning nu snarere er en opsplittet novelle.

Opgavedelen har både spørgsmål til teksten og diskussionsoplæg inden for relevante temaer lige fra påklædning og flirt til religion og menneskerettigheder.

Bogen om Saleh er let læst og rammer sprogligt omkring 7. klasse, mens den indholdsmæssigt snildt kan bruges i hele overbygningen. Den er ikke nogen stor litterær oplevelse, ligesom opgaverne heller ikke lægger op til alsidig, danskfaglig træning, men bogen om Saleh holder!

Som udgangspunkt for eller del af et tematisk arbejde om kulturmøder eller kønsopfattelser er den et letanvendeligt, sympatisk og meget fint afsæt for mange både svære, gode og nødvendige diskussioner.

Powered by Labrador CMS