Anmeldelse

Vikingestormen

Togter mod Vesteuropa 793-937

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den folkelige historieopfattelse af vikingetiden er for pæn, mener forfatteren til denne grundige og flotte bog om en markant periode i den nordeuropæiske historie. Den, som Johannes V. Jensen citeres for at kalde "Danmarks lømmelalder".

Så her er der fuldt fokus på slag og andre voldsomme begivenheder og knap så meget på kultur, handel og økonomi - den form for historieskrivning, der ifølge forfatteren har ladet den opvoksende ungdom få det indtryk, at vikingetogterne gik ud på, at en forsamling godmodige tyksakker drog på efterårsmanøvre, når de trængte til at komme lidt væk fra lillemor.

For sådan var det ikke. Vore forfædre ville afgjort have haft en dårlig sag ved enhver menneskerettighedsdomstol!

Bogen er en god opdatering af det, historielæreren mener at vide om perioden. Forfatteren trækker på annal- og krønikeskrivning fra især Centraleuropa og giver trods mangfoldigheden i de omtalte navne, begivenheder og hastigt vekslende magtforhold læseren et forståeligt overblik over udviklingen syd for Danevirke.

Det er en god og indbydende udgivelse, smukt trykt og tilrettelagt og med fine illustrationer. En lækkerbisken for den engagerede historielærer, der vil give sit kendskab til perioden et brush up.

Powered by Labrador CMS