Anmeldelse

Lasses lange sommer

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En bondegårdsferie ved Vesterhavet i gamle dage, da farfar var dreng. Selv om landskabet er det samme, er meget alligevel anderledes. Her er ikke tivoliparker, fjernsyn eller elektricitet. Over bordet hænger en petroleumslampe, vand hentes fra en pumpe i gården, og toilettet er et gammeldags das.

Hovedpersonen er den seksårige Lasse, der er med familien på sommerferie. Fortællingen er hovedsageligt beskrevet ud fra hans synsvinkel. Også for ham er det en fremmed verden her mellem hav og fjord.

Lasse lærer mange nye ord som tordenkaffe, marehalm og ålejern. Gårdens dyr, naturen, leg og drillerier imellem søskende og venner, samvær med de voksne inklusive den rare bondemand fylder dagene. Mødet med en hugorm, en dramatisk sejltur på fjorden og en gal vædder giver næsten lidt for megen spænding. Venskabet med den jævnaldrende Birgitte med børnelammelse skildres fint. Ferien slutter med Lasses syvårsfødselsdag. Ferien er ved at være slut, og skolestarten venter forude.

Det er anden og sidste bog om Lasse. Den kan læses uafhængigt af første bog.

Bogen er illustreret med sort-hvide tegninger, der meget enkelt gengiver handlingen.

Bogen kan bruges til oplæsning i indskolingen. Hvis en bedste- eller oldemor har tid til at læse op og tale om tiden før og nu, vil den nok især komme til sin ret.