"Graffiti kan være en individuel frihedsudfoldelse", skriver Mariane Hedegaard på bagsiden af sin seneste bog. Hun stiller sig spørgsmålene: "Hvorfor maler de unge graffiti, hvem maler de for, og hvordan ser de selv på graffitien?" Hedegaard vælger at svare ud fra flere kriterier, hvilket gør bogen seriøs og dybtgående. Men det største fokus er på en sociologisk forklaringsmodel. Det havde måske gjort bogen mere interessant, hvis hun havde belyst graffitien gennem sit eget forskningsfelt - psykologien.

Det visuelle materiale i bogen er varieret og fængende. Der er alt fra pieces til masterpieces, fra tags til street-art. Med bogen bliver de farverige og forgængelige udtryk fra byrummet fastholdt, og det er en fornøjelse at studere dem over tid.

Hedegaards akademiske baggrund kommer tydeligt til udtryk i bogen, selvom bogen er udsprunget af en personlig interesse. Sproget er formelt. De interviewede citeres eksakt, og citaterne er trukket fri af teksten og fremstår ikke som en integreret del. Hedegaard kommenterer efterfølgende på citaterne og konkluderer ud fra dem. Det er ærgerligt med den stil, for der opstår en konflikt mellem Hedegaards form og indhold. Graffitiens æstetiske, hurtige og regelbrydende karakter står i skarp kontrast til hendes akademiske, regelbundne skrivestil. Hendes bog bliver tung læsning. Ikke mange folkeskoleelever vil komme gennem første side. Men bogen kan være god inspiration til læreren, som vil udvide sit kendskab til et felt, som interesserer og forfører mange børn og unge. Med bogen er læreren afgjort klædt mere farverigt på til med en flertydighed at nærme sig graffitiens hemmeligheder.