Frits Hedegaard Eriksen har siden 2002 læst mere end 120 bacheloropgaver som et led i en ph.d. om sammenhængen mellem pædagogik, fag og praksis i uddannelsen. Han er grundlæggende positiv over for bacheloropgaven, men efterlyser en tydelig definition af begreber som »akademisk arbejdsmåde« og »videnskabelig metode« i en professionskontekst.

»Hovedproblemet med bacheloropgaven er, at de studerende er stillet over for en totalt håbløs opgave, fordi vi ikke har udredt, hvad opgaven går ud på«.

Ifølge bekendtgørelsen om læreruddannelsen skal den studerende i sin opgave demonstrere »akademisk arbejdsmåde« og »videnskabelig metode«. Frits Hedegaard mener, at det er et koncept, man har taget fra en anden verden, hvor der arbejdes forskningsbaseret.

»I læreruddannelsen arbejder vi udviklingsbaseret eller professionsbaseret. Det er en anden form for viden. Derfor kan man ikke bare overføre de begreber. Man er nødt til at udarbejde sin egen forståelse af, hvad det betyder i en professionssammenhæng. Og indtil det er afklaret, klarer vi os med begreberne i gåseøjne«.

Mange studerende forholder sig ikke kritisk til det materiale, de anvender i deres opgave. De vil hellere vise, at de vil ud og gøre en forskel i skolen.

»Idealerne om 'akademisk arbejdsmåde' og 'videnskabelig metode' i bacheloropgaven giver os en forestilling om, at de studerende skal skabe distance og forholde sig analytisk til stoffet. Men deres største ambition på fjerde årgang er at komme ind i en profession - de skal ud at være lærere. Derfor vil de også gerne vise, at de er lydige over for de dokumenter, som lærere er underlagt, når de arbejder i folkeskolen, for eksempel Fælles Mål. Det er meget svært samtidig at distancere sig fra stoffet og forholde sig kritisk til det. De to aspekter spænder ben for hinanden«, siger Frits Hedegaard, der er underviser på Skive Seminarium og censor i faget pædagogik.

Frits Hedegaard konkluderer, på baggrund af de mere end 120 bacheloropgaver, at treklangen mellem fag, pædagogik og praksis kun eksisterer overfladisk i læreruddannelsen.

»Min forestilling er, at hvis treklangen ikke er i opgaven, så findes den heller ikke i læreruddannelsen. Og det ser ikke ud til, at de studerende selv er i stand til at lave den syntese. Det skyldes ikke, at lærerstuderende er hverken klogere eller dummere end andre, men strukturen på seminariet modarbejder samspillet. Seminarierne består reelt af 25 forskellige fakulteter, hvor hvert fag kæmper om at få plads i de studerendes bevidsthed. Det betyder, at det, som skulle have været et samarbejde, i stedet bliver en kamp fagene imellem«.

I den nye læreruddannelse understreges det, at de studerende ikke skal være eksperter i fag, men derimod eksperter i at undervise i fag. Lærerfagligheden skal styrkes, og ifølge Frits Hedegaard kræver det en styrkelse af treklangen i uddannelsen. Derimod er det en misforståelse at tro, at lærerfagligheden opstår ud af fagenes faglighed.

»Jeg synes ikke, at vi er lykkedes særlig godt med lærerfagligheden. Vi har sagt, at vi vil styrke fagligheden i læreruddannelsen, men reelt har vi styrket fagene. Og det er to vidt forskellige ting. Det at styrke fagene kan i værste fald være mere af det forkerte. Den monofaglige fokusering kan gøre os blinde for samarbejde mellem uddannelsens forskellige fag og derved spænde ben for lærerfagligheden«.

»Koblingen mellem fag og didaktik skal styrkes, de studerende skal have en god forståelse for, hvordan læring etableres - hvad læring er. De skal have et godt bud på, hvordan man organiserer et klassesamvær. Når man fokuserer meget på fagene i uddannelsen, falder en række af lærerens andre opgaver ud; forældresamarbejde, håndtering af børn med særlige behov og så videre. Problemerne bliver underordnet en fagoptik - du ser alle problemer i folkeskolen gennem fagenes briller«. |