Ernæring og sundhed i praksis

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg må indrømme, at jeg er en anelse skuffet. Ikke over opgavernes faglige niveau, men over at der ikke var noget konkret produkt, jeg kunne forholde mig til. Intet konkret koncept, ingen afprøvning af teorierne og ingen sandsynliggørelse af rentabiliteten.

Opgaverne behandler kostvejledning som faglig disciplin. Den ene handler om kostvejledning af muslimske familier med overvægtige børn, mens den anden ser på kostvejledning på arbejdspladsen.

Begge opgaver tager fat på emner, der er højaktuelle, og som optager myndighederne og offentligheden. Begge opgaver viser, at de studerende har faglige kompetencer for kostvejledning. Opgaven om de muslimske familier viser desuden, at den studerende kan analysere en given målgruppe. De bruger de rigtige metoder og termer, men den praktiske anvendelighed kniber det mere med.

Bliver de studerende så dygtige kostvejledere af at skrive bacheloropgave? Nej, det mener jeg ikke. Kostvejledning handler nemlig i høj grad om personlige kompetencer, ligesom undervisning gør. Og personlige kompetencer kan kun læres og trænes i virkeligheden.

Hvis de studerende skal rustes til arbejdsmarkedet, bør det ske gennem praktik. Arbejdsmarkedet og bacheloropgaverne kunne kædes tættere sammen, hvis opgaveformuleringen blev stillet i et så tæt samarbejde med institutioner, organisationer eller virksomheder, at samarbejdet var til stede i det endelige produkt. |