En bachelor er en bachelor

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Uddannelserne skal kunne skabe forudsætninger for videreuddannelse, herunder gennem diplomuddannelser, masteruddannelser og særlige kandidatuddannelser«, står der i »Lov om mellemlange videregående uddannelser«. Men det kan være svært at gennemskue, hvilke kandidatuddannelser der er tale om.

En rundringning til landets universiteter viser et uigennemskueligt og meget broget billede.

De »gamle« universiteter er bygget op af monolituddannelser, hvor kun én bachelor er adgangsgivende til hver kandidatuddannelse. Når man spørger til, om professionsbachelorer har samme muligheder som andre bachelorer, er svarene uklare og undvigende. På den ene side anerkendes niveauet, men på den anden side siger studiekontorerne, at professionsbachelorer står dårligere end universitetsbachelorer, når de søger om optagelse, og ingen bliver optaget uden supplerende kurser.

På Roskilde Universitetscenter (RUC) og Aalborg Universitet har man derimod udarbejdet en positivliste over kandidatuddannelser, som optager relevante professionsbachelorer.

»Vi taler kun om cirka hundrede studerende om året, men antallet er stigende, og det er et område, vi satser på. Vi mener, at kombinationen af akademikere og professionsbachelorer bidrager positivt i et studium«, fortæller Palle Hansen fra Studiekontoret på Aalborg Universitet.

På Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) og Landbohøjskolen (nu Det biovidenskabelige Fakultet under Københavns Universitet) er der ligeledes kandidatuddannelser, som optager professionsbachelorer direkte.

Spørger man studielederne på professionsbacheloruddannelserne, er de ikke helt sikre på, hvad de kan fortælle de studerende.

På professionsbacheloruddannelsen i ernæring og sundhed har man aftaler med Landbohøjskolen, DPU og tek/sam-uddannelsen på RUC om direkte optag af studerende, som har taget bestemte valgfag i løbet af uddannelsen.

På læreruddannelsen taler man som udgangspunkt om videreuddannelse på Danmarks Pædagogiske Universitet, mens mulighederne på andre universiteter er mere svævende.

»Universiteterne er meget svære at tale med. Jeg har haft et par studerende med linjefag i historie, som jeg undersøgte det for, og på Aarhus Universitet lignede de ét stort spørgsmålstegn. Det virker på mig, som om de gamle universiteter slet ikke er begyndt at se på, hvad de studerende kan få merit for - og de har heller ikke lyst«, siger souschef på Skive Seminarium Jens Møller.

I Odense er studievejleder Carsten Dilling forundret over de studerendes manglende muligheder.

»Jeg troede oprindelig, at de nye titler skulle betyde, at man kunne gå begge veje i uddannelsessystemet. Men virkeligheden er, at vi optager akademikere, mens det ikke umiddelbart går den anden vej. Bertel Haarder sagde på et møde med vejlederne, at han håber, at de studerende klager over meritsystemet, og det kan vel også virke berettiget«, siger han.

Formanden for de lærerstuderende, Kresten Bang Heinfelt, mener som udgangspunkt, at uddannelsen er rettet mod folkeskolen. Men han mener, at det skal være tydeligt, hvilke muligheder man har for at læse videre.

»Der må ikke være forskel på bacheloruddannelser. Der findes én bachelorgrad, og så er det ligegyldigt, om det er en professionsbachelor, en teoretisk universitetsbachelor, eller om man kunne forestille sig, at der kommer bacheloruddannelser rettet mod erhvervslivet. Vi ønsker på ingen måde, at man opfatter de to bachelorformer som a- og b-bacheloruddannelser«, siger han. |

Kandidatuddannelser for professionsbachelorer (PB'er)

Københavns Universitet: Optager ikke PB'er

Landbohøjskolen (nu under Københavns Universitet): Direkte optag af relevante PB'er på bestemte kandidatuddannelser

Aarhus Universitet: Optager ikke PB'er uden ekstra supplering

Syddansk Universitet: Optager ikke PB'er uden ekstra supplering

Roskilde Universitetscenter: Direkte optag af relevante PB'er på bestemte kandidatuddannelser

Aalborg Universitet: Direkte optag af relevante PB'er på bestemte kandidatuddannelser

Danmarks Pædagogiske Universitet: Direkte optag af relevante PB'er på bestemte kandidatuddannelser