Lærerstuderende arbejder for meget

Mange lærerstuderende får fuldtidsarbejde i folkeskolen, og det forsinker dem i studiet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Flere end halvdelen af landets lærerseminarier nævner erhvervsarbejde som en af de væsentligste årsager til, at de studerende ikke får afleveret deres bacheloropgaver til tiden. De studerende kan ikke overkomme både studiet og et fuldtidsarbejde som lærer, og det går ud over opgaveafleveringen.

»Der er mange studerende, som bliver tilbudt arbejde allerede på tredje årgang, når de har været i praktik, og de ekstra penge vejer ofte tungere end at blive færdig til tiden«, siger lektor og studievejleder Lars Kettel fra Frederiksberg Seminarium.

Han mener, at det er et generelt problem for alle uddannelser, at de studerende er nødt til at arbejde for at kunne overleve på SU.

»Hvis man er ved at løbe tør for SU-klip, kan det være svært at sige nej til drømmejobbet. Også selvom det betyder flere timer, end man egentlig kan overkomme«.

De studerende arbejder typisk på lige vilkår med nyansatte lærere, men de stiger ikke i løn, uanset hvor længe de arbejder på skolen, og de får heller ikke indbetalt pension. De studerende har heller ikke mulighed for fastansættelse, så længe de ikke er færdige.

»En del ved ikke, at de ikke kan blive fastansat. Vi har flere og flere, vi må samle op, når det går op for dem, at de skal præstere et eksamensbevis for at blive fastansat«, fortæller koordinator for bachelorområdet på Holbæk Seminarium Jens Pietras.

»Skolelederne burde ikke ansætte medarbejdere på mere end højst halv tid, når de stadig er studerende. Samtidig bør skolelederne signalere, at det er vigtigt at blive færdig med sin uddannelse, blandt andet på grund af pensionen«, siger Lars Kettel.

Formanden for Københavns Skolelederforening, Carl Bagge, mener ikke, at det er skolernes ansvar at sørge for, at de studerende bliver færdige til tiden.

»Det ansvar må de studerende selv påtage sig, det er jo voksne mennesker, vi har med at gøre. Og så må studievejlederne på seminarierne også spille en rolle i den sammenhæng, de følger jo de studerende gennem hele deres uddannelse«, siger han. |