Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg er så træt af at være lærer.
Fordi:
- Danmarks Lærerforening intet gør for mig og mine kolleger.
- Jeg bliver pålagt nye arbejdsopgaver, der ikke gives tid til.
- Der bliver indført nye prøver, som vi først ser eksempler på i perioden september-februar. Det havde nok været mere klogt, at de først blev indført fra 2008.
- Jeg skal forberede mine elever til nye prøver i fag, der kun er tillagt en eller to timer ugentligt ... de skal også i praktik ... der er helligdage og ferier. Hvornår skal jeg undervise? »Prøve-prøverne« vil jo faktisk kræve tre lektioner, da de er totimers!
- Jeg skal udarbejde 200 elevplaner ... uden tidsgodtgørelse.
- Jeg skal bruge mere tid på rapportering, dokumentation og så videre end på undervisning!
Jeg kunne fortsætte med at remse op! Det, der slår hovedet på sømmet, er vel nok dagens oplysninger (20. marts) om den kraftigt faldende tilgang til seminarierne (hvorfor mon?) ... stigningen på 30 procent af henvendelser til foreningen fra kolleger med psykiske/stressrelaterede problemer!
Jeg vender tilbage til udgangspunktet: Danmarks Lærerforening gør intet for mig og mine kolleger.
Hvorfor råber og skriger DLF ikke op om vore totalt urimelige arbejdsvilkår? Ændring på ændring uden varsel!
Hvorfor nægter vi ikke solidarisk at være med til disse forringelser, der i hvert fald i mange tilfælde heller ikke gavner eleverne?
Jeg er så vred og kan ikke forstå, at vi lærere ikke kan stå sammen om at protestere. Men det er vel, fordi DLF ikke kan finde ud af at tage et initiativ. Hvor er DLF henne?
Jeg har været medlem af DLF i 30 år. Hvorfor? Til hvilken nytte?
Svar
Den 22. marts sidste år var 25 procent af Danmarks Lærerforenings medlemmer på gaden for at gøre opmærksom på konsekvenserne af folkeskoleforliget. I mange uger før og efter blev der afholdt debatmøder, skrevet læserbreve, sendt delegationer til Christiansborg og så videre.
Efter at loven blev vedtaget, har repræsentanter for DLF på alle niveauer forsøgt at redde stumperne så godt som muligt oven på en håbløs lovgivning, men foreningen råder altså ikke over 90 mandater på Christiansborg.
Jeg hører tit, at Danmarks Lærerforening er usynlig i pressen. Hver uge kan man finde presseklip fra DLF's deltagelse i debatten. Der er ingen faglig organisation, der er så ofte citeret, som vi er.
Jeg skal ikke afgøre, om vi er skarpe nok. Bedøm selv for eksempel ved at høre min samtale med Poul Friis fra tirsdag den 27. marts på www.dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2007/03/26111138.htm
Anders Bondo Christensen, formand for DLF
