Er lærergerningen stadigvæk et kald, hvor det ikke er lønnen, men glæden ved arbejdet, der bærer det hele?

I Nordjyske Stiftstidende kunne man under temaet uddannelse læse om en ung mand, der var klar til at gå i gang med sin uddannelse med høje karakterer fra sin hf-eksamen. Han er stræbsom og dygtig. Løn er ikke det vigtigste for ham, når han skal beslutte, hvilken uddannelse der skal skabe grundlaget for hans fremtidige karriere. Jeg kender ham kun fra avisen, men da jeg læste om ham, kunne jeg genkende noget fra min egen tilværelse: følelsen af at vide, præcis hvad man gerne vil med sit liv.

Den unge mand anno 2007 er noget af det bedste fra den folkeskole, som jeg har været med til at udvikle siden 1973. Alle hans førnævnte kvaliteter krones med, at han ved, hvad han vil, og holder fast ved det. Desværre må jeg advare om, at det er en stor udfordring at arbejde i den danske folkeskole i dag. Ikke på grund af eleverne, de er, som de altid har været, åbne og lærenemme. Men det er svært at leve med Bertel Haarders »frygtens skole«: Pisa-undersøgelser, handleplaner, test og så videre. Det, der holder en lærer oppe i en stresset dagligdag, er elevernes små skriftlige tilkendegivelser såsom: »du er min beste lære«, »jeg savner dig helt vildt meget« og »vi har fået mange lektier for og vi har været let sød og let dum men mest sød«. Med andre ord hilsner fra de små mennesker, der er kernen i vores arbejde.

Du har valgt verdens bedste job, og du har fuldstændig ret, unge mand, arbejdet bærer lønnen i sig selv. Det giver mig håb for fremtidens skole, at der findes unge mennesker som dig.