Den megen fokus på stress, sundhed og det gode liv konfronterer danskerne med, at de selv har ansvar for at skabe balance mellem arbejde og fritid. Det får nogle - også lærere og ledere - til at stoppe op og tænke.

»De finder ud af, at arbejdet ikke må være for belastende. Hvis de så oplever, at de ikke kan ændre på vilkårene, tager de konsekvensen og siger op«, siger Laila Jensen.

Indtil for nylig var hun ansat som socialrådgiver i Danmarks Lærerforening, nu arbejder hun med psykisk arbejdsmiljø som selvstændig konsulent. Laila Jensen forudser, at flere vil vælge at lave noget andet, efterhånden som unge lærere indtager skolerne.

»Det er selvfølgelig et tab efter fire år på seminariet, men de skal nok komme videre«, siger Laila Jensen.

Unge fokuserer mere på, at de vil have ordentlige arbejdsbetingelser.

»De vurderer, om de kan få bedre betingelser andre steder, og er parate til at flytte sig. Vi lever i en tid med lav arbejdsløshed, så muligheden for at få et andet arbejde er større. Lærerne var anderledes stækkede i 1980'erne. Dengang følte nogle lærere sig stavnsbundet«.

Alligevel er det langtfra alle, der rykker teltpælene op, selv om de synes, arbejdsvilkårene spidser til.

»Det afhænger meget af den enkeltes livsbetingelser. Økonomi og familiemæssige forhold kan få folk til at bide tænderne sammen. Det afhænger også af, hvor meget ens identitet er bundet op på at være lærer eller skoleleder. Mange oplever et identitetstab, når de bliver arbejdsløse, så det kan være en stor beslutning at sige op uden at have sikret sig et andet job«, siger hun.

Utryghed ved at kaste sig ud i noget nyt spiller også ind.

»Mange lærere har været på den samme skole i adskillige år, og det gør det sværere. De ved, hvad de har, og de spørger sig selv, om de overhovedet er et aktiv på arbejdsmarkedet«.

Og så er der dem, der slet ikke stiller sig selv undrende spørgsmål, siger Laila Jensen. Hun husker en lærer, som ringede til DLF for at få hjælp, fordi han gennem mange år havde været i konflikt med lederen. Hun spurgte, hvorfor han ikke løste problemet ved at flytte sig et andet sted hen.

»Der opstod en virkelig lang pause, inden han svarede: 'Det har jeg overhovedet ikke tænkt på'. Det siger noget om kulturen. Arbejde på skolen bliver på en måde ens familie. Spørgsmålet er, om det ændrer sig med de unge«, siger Laila Jensen.

Langtidssygdom og førtidspensionering

Nogle føler, de er nødt til at skifte job. Når de ikke bare søger på en anden skole, skyldes det formentlig, at de vurderer, at vilkårene er lige så belastende der.

»Vi oplever en stigende grad af topstyring af skolen. Allerede for seks-syv år siden pegede Arbejdstilsynet på, at det er et problem, at skolen får tilført stadig flere opgaver, uden at nogle af de nuværende forsvinder. Lærere og ledere ligger på et urealistisk højt niveau for, hvad de bør præstere, og det skjuler problemets omfang«, siger Laila Jensen.

Engagerede mennesker bliver ikke nødvendigvis trætte af jobbet, men de løber sur i de ydre krav. Derfor er det vigtigt at tale om arbejdsvilkårene og belastningen, så problemerne ikke bliver individualiseret. Ellers risikerer man, at den enkelte føler, at hvis bare han gør det lidt bedre, skal det nok gå.

»Men det skal betragtes som en styrke og ikke et nederlag at sætte grænser og give en vanskelig klasse fra sig«, siger Laila Jensen.

Selv om flere vil søge væk fra skolen, tror hun ikke, at lærerne vil flygte i hobetal.

»Der er trods alt ikke frit valg på alle hylder, så der er grænser for, hvor mange der kan finde andet arbejde. Vi vil snarere se flere, der melder sig langtidssyge for derefter at komme på førtidspension. Det er rigtig dyrt - både menneskeligt og økonomisk«.

»Allerede for seks-syv år siden pegede Arbejdstilsynet på, at det er et problem, at skolen får tilført stadig flere opgaver, uden at nogle af de nuværende forsvinder. Lærere og ledere ligger på et urealistisk højt niveau for, hvad de bør præstere, og det skjuler problemets omfang«