Op mod jul fandt lærerne på Marienberg Skole et usædvanligt brev i deres dueslag. I brevet forklarede deres kollega, Peter Høst Larsen, hvorfor han efter et halvt år som lærer har valgt at sige op og vende tilbage til sit gamle job som tømrer.

Hans opsigelse vakte undren, men begrundelsen kunne både nye og mere erfarne lærere genkende: »Mange elever har ingen respekt for det arbejde, jeg har forberedt og forventer, de skal lære noget af. Det smitter af på den energi, jeg lægger i mit arbejde. Det bliver en daglig kamp at tage på arbejde. Følelsen af afmagt fylder mig, og tilfredsstillelsen ved at fungere som lærer ligger derfor på nulpunktet«, lyder et udsnit af det halvanden sider lange brev til kollegerne på skolen i Vordingborg.

30-årige Peter Høst havde næsten alle sine timer i en meget uhomogen 6.-klasse. Alene det at skabe velfungerende grupper var meget kompliceret, men de første to-tre måneder blev han ved med at give lærerarbejdet en chance.

»Jeg var ikke så naiv, at jeg troede, det hele ville spille rent fra starten. At gå på seminariet er som at tage kørekort: Man lærer færdselsreglerne, men det er i trafikken, man skal forholde sig til, at fru Olsen kører ud foran én. Men eleverne i 6. gav op, så snart jeg stillede krav«.

Undervejs prøvede Peter Høst at lytte til elevernes ønsker, men lige lidt hjalp det.

»Som tømrer måler jeg op og saver til, men uanset hvad jeg gjorde som lærer, ville det ikke fungere. Min forberedelse blev hele tiden skudt i sænk, og de langsigtede mål syntes længere og længere væk. Det havde jeg svært ved at acceptere, når jeg havde brugt fire år på uddannelsen«.

Tit på kontoret

Frustrationerne kunne ikke opvejes af vellykkede timer med 8. årgang. Alligevel gik Peter Høst først til lederen, da han havde besluttet at stoppe.

»Ledelsen burde have opdaget, hvor galt det stod til, for jeg var tit på kontoret for at hente sedler til forældrene, fordi der havde været problemer med en elev. Jeg kunne også godt selv have været mere på banen, men jeg tror ikke, der ville være sket radikale ændringer af den grund. Min arbejdsglæde druknede fuldstændig i den suppedas, jeg var havnet i«.

Et halvt skoleår er ikke lang tid. Men Peter Høst havde ikke mere at give af.

»Hverken eleverne eller jeg selv kunne være tjent med, at jeg fortsatte. Jeg kunne høre, at mange kolleger stod med tilsvarende problemer, så der var ikke udsigt til, at det ville blive anderledes«.

Peter Høst.

»I 8. klasse var eleverne gode til at lytte og til at respektere hinanden, og det var måske også gået godt med 6.-klassen, hvis jeg havde været garvet eller havde haft et tættere samarbejde med klasselæreren, men hun var kun på skolen tre dage om ugen, og det gjorde det svært at kommunikere«, siger han og understreger, at han intet har at udsætte på sine kolleger. Tværtimod.

»Jeg har aldrig været på en arbejdsplads, hvor jeg blev taget så godt imod. Både lærere, ledelse og sekretær var utroligt søde og imødekommende. Jeg var ikke ude på at smække med døren, men det var vigtigt for mig at få fortalt, hvorfor jeg stoppede«.

Alligevel har afskeden med livet som lærer efterladt et savn.

»Jeg har ikke lyst til at reparere køkkenlåger og sætte gipsplader op de næste ti år. Jeg vil udvikle mig og have ny viden, så jeg savner dynamikken fra seminariet og fra samspillet med kollegerne på skolen«, siger Peter Høst Larsen.

Selv om han kastede håndklædet i ringen, betragter han det ikke som et nederlag.

»Det blev bare ikke som forventet. Men jeg tror, min kone blev skuffet. Hun opfordrede mig til at prøve en anden skole, men jeg var ikke gearet til at begynde forfra. Flere af mine gamle kolleger har sagt til mig, at de heller ikke havde været lærere i dag, hvis de havde haft en anden uddannelse at falde tilbage på«.