Anmeldelse

Hvad vil du være? 2007

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Indholdet i denne opslagsbog er beskrivelser af job i Danmark. I alt er udvalgt 507 job, der beskrives i samme opstilling, så man hurtigt kan sammenligne jobbene indbyrdes. Fra Titel over blandt andet Arbejdsplads, Løn, Fremtidsmuligheder til Få mere at Vide. I alt ti punkter. Det fungerer godt. Beskrivelserne er taget fra Undervisningsministeriets internetportal Uddannelsesguide.dk

Bogen er et godt værktøj for både vejledere, lærere og unge og voksne, der vil have et hurtigt opslag og overblik over et specifikt job. Opslagene er udelukkende om job og arbejde. Beskrivelser af de uddannelser, der kan føre til jobbet, er ikke med og skal søges på Uddannelsesguide.dk

Bogen indledes med et prosaafsnit om sektorer og brancher på det danske arbejdsmarked og udviklingen fra industrisamfund til vidensamfund plus beskrivelse af udviklingstendenser mod fremtidens jobmarked og betoning af vigtigheden af uddannelse og mere uddannelse. En alfabetisk opstilling af opslagene fører frem til jobbeskrivelserne fra Advokat til Øreproptekniker (ototekniker). Bogen afsluttes med en jobnøgle, hvor der kan søges efter interesseområde, idet de beskrevne job er ordnet efter deres hovedindhold, for eksempel Transport- og lagerarbejde.

Bogen supplerer og kan komplettere andre opslagsmuligheder og er god at have på vejlederkontoret, på biblioteket og i klassen, når de store elever kigger på uddannelsesplaner og jobfremtid. Det vil sige, hvis jobbet da findes, når de er uddannede, for bogens indhold er også udtryk for en kompleks og foranderlig jobverden.