Der er boom i tilgangen af elever til efterskoler og privatskoler. Men holder statistikken?

På min skole får vi et stigende antal elever retur fra privat- og efterskoler i 9. klasse. Vel at mærke efter at disse skoler har modtaget det offentlige tilskud. De sidste to år udgør retureleverne til 9. klasse på min skole otte procent. I samme periode er nul procent flyttet den anden vej.

Kort sagt: Otte procent, der ikke tæller med i statistikken.

Dette kan meget vel være et lokalt fænomen, men jeg tvivler. Kender man til problematikken på andre folkeskoler?

Nogle af de elever, der kommer til os i 9. klasse, er tidligere elever på skolen, der efter et par måneder er løbet sur i efterskolelivet. En frafalden efterskoleelev har fortalt om en afgang på hans efterskole på 20 procent. Er dette mon et generelt billede?

De fleste returelever til 9. klasse har imidlertid ikke gået hos os tidligere. Proceduren er, at jeg inden skolestarten mødes med eleven og forældrene. Jeg viser dem rundt på skolen, og i samtalen går jeg tæt på, fordi jeg vil danne mig et indtryk af, hvem eleven er, og hvilket standpunkt han har, så vi kan give ham den bedste start. Gennem seks års samtaler har jeg fået det indtryk, at hovedparten af de elever, der kommer til i 9. klasse, har forladt betalingsskolen mindre frivilligt. Det er naturligvis ikke muligt at få de objektive forklaringer, jeg hører jo ikke sagen fra den anden side, men sammenfattende finder jeg tre årsager:

Adfærdsproblemer/manglende motivation, elever, der bliver mobbet, eller fagligt svage elever.

Den sidste gruppe er øget, efter at vi har fået Cepos-ranglisterne. På min skole kan vi konstatere, at elevtilgangen ikke bevirker, at hverken afgangsgennemsnittet eller procentdelen af elever, der går videre i gymnasiale uddannelser, stiger.

De elever, der skal integreres i det sidste halve år i 9. klasse, har en svær opgave. De skal indgå i et fællesskab på en ny skole, hvor de fleste andre elever har kendt hinanden siden børnehaveklassen (det er især svært for dem, der tidligere er blevet mobbet). De får nye lærere, som formidler stoffet anderledes. De får andre undervisningsmaterialer, og selv om målene er blevet klarere, hvilket skulle lette skoleskift, er arbejdet med at sætte sig ind i den nye klasses stof overordentligt krævende, det er især svært for de fagligt svage. Sidst, men ikke mindst, skal disse børn personligt slås med, at de i en tidlig alder enten føler sig kasseret eller rent faktisk er blevet kasseret.

Det er selvsagt en stor opgave for lærerne i 9. klasse, der selvfølgelig ikke bare nøgternt konstaterer, at der er en ny elev på klasselisten i november. Lærerne har en faglig stolthed og et menneskeligt og socialt engagement, der byder dem at hjælpe eleven til at komme videre i livet på en ordentlig måde, også selv om opgaven skal løses på et halvt år. Her kunne det være rart, om der fulgte resurser med eleven.

For nylig deltog jeg i et seminar, hvor jeg mødte en lederkollega fra en særdeles velrenommeret og stor privatskole. Han spurgte, hvad der var min drivkraft til at arbejde i folkeskolen, hvor ikke alle elever hjemmefra er motiverede for undervisning. Ifølge ham var der kun én ting at gøre, hvis en elev ikke er motiveret, jeg citerer: »Så er det bare ud!« Jeg svarede ham, at for mig er drivkraften og udfordringen at rumme alle børn uanset hjemlig baggrund og tradition for at lære.

Jeg er sikker på, at ovennævnte lederkollega repræsenterer et mindretal, og at hovedparten af landets privat- og efterskoler har etikken i orden. Jeg er også overbevist om, at betalingsskolernes lærere og ledere føler samme glæde og stolthed, som vi gør på min skole, hver eneste gang vi når målet. Men jeg frygter, at mange af disse skoler føler eksistensen truet og tvinges til at ekskludere stadig flere elever, hvis man fra politisk side vedbliver med at sætte lighedstegn mellem kvalitet og karaktergennemsnit.