Debat

Hvorfor kun fokusere på det negative?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 7 kan man læse Tonny Hansens rosende anmeldelse af den sponsorerede gratisbog »Mit barn skal i skole«.

Jeg har en del indvendinger mod bogen, som jeg ikke kan anbefale skoler at uddele til august.

Bogen bærer tydeligt præg af at være redigeret/skrevet af lærere, som er uden grundlæggende kendskab til kultur og arbejdsformer i børnehaveklassen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Alle fremhævelser i kapitel 1, som er formuleret som børneudsagn i relation til at starte i børnehaveklasse, udsender negative signaler om det svære og trælse ved overgangen fra børnehave til skole. En ikke særlig anbefalelsesværdig strategi i forhold til at gøre forældre og dermed børn positivt indstillede til det første spændende, udfordrende og krævende år i folkeskolen, hvor fundamentet for grundskolens arbejde skal lægges, og hvor brobygningen til daginstitutioner, skolefritidsordning og forældre skal bygges op.

Tænk hvis man havde valgt det positive fokus og fundet børn, der glædede sig til at komme i skole. Det fremgår heller ikke, at der rigtig mange steder i Danmark finder en bevidst tryghedsskabende proces sted fra jul og frem til august, hvor skolen inviterer kommende elever til prøveskoledage, teaterforestillinger og meget andet.

Kufferten, den pædagogiske progression og elevdifferentieringen som følge af brobygningen er heller ikke nævnt med et ord.

Det er ærgerligt, at man ikke har anvendt professionelle fagpersoner (børnehaveklasseledere) til at beskrive livet og kulturen i børnehaveklassen, så man havde fået sat positivt fokus på udviklingsmulighederne og glæderne ved overgangen fra daginstitution til skole.

Sluttelig finder jeg bogen alt for lang for rigtig mange travle børnefamilier, især dem, som ikke er så læsevante. Målgruppen er derved på forhånd betydeligt indsnævret.