Anmeldelse

BZ

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"BZ" er en tv-dokumentar, som Det Danske Filminstitut nu har udsendt som dvd. Supplerende er der lagt skriftligt undervisningsmateriale på filminstituttets hjemmeside. Kvit og frit. Og klar til brug.

Bz-dokumentaren er mere aktuel end nogensinde. Den handler om bz-bevægelsen i 1980'erne; årtiet, hvor der virkelig var gang i husbesættelserne i København. Helle Hansen, som står for instruktion og manus, har valgt tre gennemgående interviewpersoner - alle frontaktive og toneangivende dengang - til at skabe sammenhæng og forståelse i dokumentaren. Og samtidig er det Ryesgade-kampen i 1986, der indrammer dokumentaren som indgang og udgang på historien som helhed.

Herimellem hører vi om andre bz-aktiviteter, for eksempel den berømte tunnelflugt fra Allotria, indvielsen af Jagtvej-huset i 1982 og voldsomhederne omkring Mekanisk Musik Museum. Overborgmester Egon Weidekamp og byplanborgmester Villo Sigurdsson - jamen, de er der i høj grad også.

Vi møder unge, engagerede bz'ere - og de samme personer i nutiden - og som seer får man et klart indtryk af en bredere og mere politisk bevidst ungdomsbevægelse dengang end kulturen omkring det nu hedengangne Jagtvej-hus. Vi hører om modstand mod saneringspolitikken, oprør mod manglen på ungdomsboliger - og ser direkte kamp og besættelser som en mulighed for at oprette alternative bosteder for unge. Ikke primært som subkulturelle kultursteder, men netop som alternative bosteder. Vi fornemmer, hvordan de unges brugsret til Jagtvejen 69 tilbage i 1982 kun var en brik i helheden.

Helle Hansens tv-dokumentar er et kærligt, men nøgternt portræt af bevægelsen og tiden. Det er et vidunderligt solidt og kvalitetspræget arbejde og - for en mand i 50'erne - et fascinerende tidsbillede, der er skabt. Måske er de mange "talende ansigter" for dominerende til vores ældste elever, men brug dvd'en til fordybelse. Det fortjener den.