Folkekirkens Nødhjælps slogan er: Vi tror på et før døden! Og det falder fint i tråd med den bog, jeg lige har læst om død og opstandelse. Det er befriende med en forfatter, der er kritisk over for den tanke, at troende mennesker opfører sig naivt og forblindet, når de stilles over for li­vets vilkår eller bruger de religiøse udtryk.

For det religiøse sprog kan noget, som det almindelige rationelle sprog ikke kan. Det kan nemlig sig­e os en masse om livet selv. I bogen spørges om, hvordan vi skal kunne forstå de religiøse fore­stillinger om sjælens udødelighed og evigt liv, om man kan tro bogstaveligt på det evige liv, eller om det blot er en talemåde. Er det muligt at forestille sig et liv uden tid og udvikling? Kan vi forestille os et gensyn med vore kære uden for den virkelighed, der er hernede? Er en sådan tro virkelig konkret og bogstavelig, eller er den tro i "overført betydning" et håb om, at alting på et eller andet plan til sidst vil vise sig at give mening?

Forfatteren i denne meget bemærkelsesværdige bog vil gerne vise os, at de "overnaturlige kends­ger­ninger" ikke bør affærdiges som nonsens, men kan bruges som en måde at se ting på, vi ellers ikke vil­le kunne få øje på. Så selv om bogen på mange måder henvender sig til "hardcore" teologer og kristendomskundskabslærere, så kan den være til god nytte, når man vil åbne op for en moderne tolkning af den religiøse dimension i tilværelsen, der er et af fagets absolutte grundbegreber.