Anmeldelse

Danmarks skæbnetime

- en beretning om svenskekrigene 1657-60

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forlaget Carlstad, der udgiver denne bog, er opkaldt efter det bysamfund, der udviklede sig seks kilometer fra København, omkring det nuværende Brønshøj, i slutningen af 1650'erne.

Carlstad var beboet af 10.000 svenske soldater og det dobbelte antal hjælpere, herunder en del tvangsudskrevne sjællandske bønder. Dermed var byen af samme størrelse som København.

Det lykkedes som bekendt ikke svenskerne at indtage København. Men det var denne mulighed, der refereres til i titlen "Danmarks skæbnetime".

Bogen er velillustreret, og man mærker forfatterens interesse for emnet. Den er særlig velegnet på de skoler, der af geografiske årsager kan have en speciel interesse for dette emne. For eksempel må den være oplagt at have stående på skolerne i Brønshøj og omegn.

Emnet knytter sig endvidere til det foreslåede kanonpunkt "Statskuppet 1660" og passer dermed godt ind i den historie-didaktiske tænkning, der mener, at historie skal være en national skæbnefortælling.

Det er ikke sikkert, at børnene i folkeskolen af sig selv vil opsøge denne bog. Men den bør naturligvis stå på skolerne, idet lærerne i deres forberedelse vil kunne have glæde af den.