Anmeldelse

Rum, tid og historie

- kronotopens former i europæisk litteratur

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dette er en omhyggelig oversættelse af en af den berømte russiske sprog- og litteraturforskers hovedværker. Ud fra analyser af en række romaner fra antikken og fremefter skildrer Mikhail M. Bakhtin samspillet i litteraturen gennem flere århundreder mellem person, tid og sted (rum). Han, der herhjemme er mest kendt for sin skildring af karnevalisme i litteraturen, er en både lærd og systematisk videnskabsmand, der anlægger spændende og indsigtsfulde tværsnit ned gennem litteraturens historie.

Udgivelsen er fortjenstfuld. Oversættelse, introduktion og noteapparat er efter alle kunstens regler og boghåndværket smukt. Men emnet, sigtet og værkbehandlingen ligger langt over, hvad der er tænkeligt i skolen. Litteraturteoretisk interesserede dansklærere vil derimod nok kunne hente inspiration i værket.