Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Mens sneen endelig daler, og en oplevelsesrig skitur til Norge med en 9. klasse for mange år siden passerer revy i min indre biograf, sidder jeg i vinterferien og skrive elevplaner.
Stillesiddende prokuratorarbejde. Og så alligevel ikke. Jeg gør mig umage med, hvad jeg skriver. Elevplanen må ikke blive en klods om benet på de små mennesker i 2.x. Den må respektere deres urørlighedszone. Det vil også være uheldigt, hvis den giver anledning til konflikt med forældre, fordi de skriftlige udsagn er for bastante. Det går nok heller ikke at skrive om skolens dårlige materialesituation og ringe muligheder for støtteundervisning. Det er ikke nemt.
Jeg er i tankerne tilbage på en skibakke i Norge i 1984. Lejrskole på billigt hotel med egen skibakke og egen lift. Hverken lærere eller elever havde stået på ski før. Vi lejede ski på hotellet og begav os forventningsfulde ud på bakken. Der var ikke andre end os. Området var nok mest egnet til langrend, og senere forstod jeg, at det var langrendsski med løse bindinger, vi havde fået udleveret. Det kendte vi ikke noget til, og det var sjovere at stå op og ned ad bakken end rundt og rundt i landskabet, selv om der kun var 100 meter fra top til bund. Ovre i siden var der et tovtræk - det vil nok være en overdrivelse at kalde det en lift.
En skitur er en uovertruffen oplevelse, for man hygger, strabadserer og griner sammen i et perfekt og overskueligt lærings- og underholdningsmiljø. Og ved solnedgang falder man om af træthed.
Imidlertid blev vi opsøgt af en midaldrende dansker med permanentede krøller og helt stram, alpin skidragt. Kedelig type. Han fræsede rundt på en snescooter og råbte til eleverne, at de skulle stå mere aggressivt på bakken. Han var helt på vildspor, for de fleste af os havde mere brug for at lære at bremse og dreje. En gut, der hed Bjarne, stod meget aggressivt på bakken og tog turen ud mellem to træer og landede på en krydsende vej for enden af bakken. Vi faldt om af grin.
Jeg stiller igen ind på virkeligheden. Mildner lige kravspecifikationerne i elevplanerne, så de ikke unødigt forcerer elevernes faglige og personlige udvikling, bare fordi der er en spradebasse, der siger, man skal stå mere aggressivt på bakken. Når nu man er lige midt i at lære det - og kun har langrendsski på.
(Navnene er ikke autentiske)
Erik Schmidt
