Forleden havde Nora i 4. klasse på Oehlenschlægersgades Skole i København en seddel med hjem til sin mor, Charlotte Køster, med nogle få linjer fra Noras lærere om, hvordan hun klarer sig i de enkelte fag - en elevplan.

»Hun fik jo nogle helt vildt gode udtalelser, standpunktsmæssigt, så et eller andet sted blev jeg jo glad som mor. Og så stod der, at hun skal blive bedre til at tro på sig selv«, fortæller Charlotte Køster.

Var der slet ikke nogen overraskelser?

»Nej, der stod ingenting, jeg ikke vidste i forvejen. Men jeg blev da glad, for det er da rart at få elimineret nogle bekymringer og vide, at det går godt fagligt. Men jeg havde jo en klar fornemmelse af, hvad hun kunne, i forvejen, så det var mest sådan en bekræftelse«.

Er det en fordel at få det skriftligt?

»Egentlig er det aldeles ubrugeligt - bare sådan et stykke papir, jeg kan lægge ned i en skuffe og vise hende engang og sige: 'Se hvad du fik i 4. klasse'«.

Du taler om det, som om det var karakterer?

»Jamen, sådan opfatter jeg det også, for jeg er gammel nok til at være vokset op med karakterbøger. Men jeg er faktisk imod karakterer, og jeg kan da bedre lide, at det er ord end tal. Hvis der står noget skidt, så er det ikke rart at få med hjem«.

Men hvis nu din datter ikke havde lært at læse, ville det så ikke være en fordel at blive orienteret skriftligt?

»Det burde man da vide som forældre. Men der kan måske godt være nogle fag, hvor man ikke er lige så meget på som forældre, og så kan det måske være meget rart med sådan en seddel«.

kra@dlf.org