Lad mig hermed applaudere Hanne Marie Verdoner (Folkeskolen nummer 5) for hendes på alle måder forrygende opdatering af pædagogers arbejde i børnehaveklassen. En helt igennem sand historie, som fik undertegnede børnehaveklasseleder i København til at mindes, dengang jeg selv gik i børnehaveklasse - for 27 år siden: Første skoledag, hvor Tobias kom brasende ind i klasselokalet iført cowboykostume er en sand klassiker. Ej at forglemme hvordan Nilaus i en sand rus af omsorgsfuldhed gav klassens skildpadder en tur med opvaskebørsten - og sulfo. Jeg lærte da et og andet om rummelighed og død, og det kan jeg i sandhed takke min klasselærer og pædagog, Anne-Lise, for. Og så rækker min hukommelse desværre ikke længere.

Så du rammer i dén grad plet, Hanne, med dine ord: »Hvis pædagogen ikke når sit mål, ja, så kan det i grunden være lige meget, så gør vi bare noget andet, og barnet hygger sig da også meget godt med det«. Bingo. Og jeg henviser, ligesom min kollega, Lise-Lotte Andreasen, så sobert gør det i nummer 7, til faghæfte 25 samt til nutidens krav i børnehaveklassen, som den har været i en del år. Velkommen til planeten Børnehaveklassen i det 21. århundrede.

Afslutningsvis vil jeg ikke undlade at bemærke, at jeg trods mange latterlige og til dels ufrugtbare kampe for bedre vilkår for mine unger i børnehaveklassen gennem snart fem år er taknemlig for at være på en arbejdsplads, hvor mit arbejde trods alt føles værdsat og taget alvorligt - og betragtet som en integreret del af det at gå i folkeskole. Kultursammenstød mellem faggrupper eller ej.