Debat

Skole hænges ud

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 5 i artiklen »Familie i mobbehelvede« kunne vi læse om en sag, som er foregået på vores skole. En sag, som åbenbart er så voldsom, at man nu er gået til Ombudsmanden.

Efter læsning sidder man tilbage med en fornemmelse af, at skolen er blevet sat i den offentlige gabestok i vores eget fagblad. Og hvorfor nu denne fornemmelse?

Vi vil på ingen måde tage stilling til den aktuelle sag. Det kan vi ikke som lærerkollegium, da vi ikke er direkte part i sagen. Vi kan heller ikke, fordi vi er professionelle lærere, som selvfølgelig også har en etisk grænse for, hvad man kan offentliggøre af hensyn til de involverede parter - først og fremmest barnet, men også forældre, lærere og ledelse.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Men denne overvejelse har man fra Folkeskolen åbenbart ikke vægtet.

Der er blevet fremlagt dele af sagsforløbet, hvori indgår dele af udtalelser og dele af breve fra lærere og ledelse. Disse er sat op, som om det er dele af en journalistisk beskrivelse af et sagsforløb. En grundig redegørelse, hvor alle parter kommer til orde. Men dette er netop problemet.

Alle kan ikke komme til orde i sådan en sag. Dels af etiske grunde, dels fordi sagen er bragt for Ombudsmanden.

For os vejer det etiske tungt. Som professionelle lærere udtaler vi os ikke offentligt om forældre eller elever, også selv om vi skulle være uenige med dem. Hvor ville tillidsforholdet så være henne til forældre og elever generelt? Hvordan ville vores professionelle værdighed se ud? Selv om det så havde været muligt at udtale sig, ville det i denne artikels journalistiske tone have været ret ukonstruktivt. Så kunne muren bare være bygget højere og højere.

Vi stiller os selv spørgsmålet: Hvorfor er denne artikel egentlig skrevet? Hvad er hensigten?

Vi synes selv, at problemfeltet - kommunikation skole/forældre - er meget alvorligt og vedkommende. Vi ved også fra vores eget virke, at det er problematisk, hvis kommunikationen mellem forældre og skole går galt - og det gør den indimellem - også for os. Derfor er det vigtigt at forholde sig til det på en ordentlig måde. Vi har ingen intentioner om at lægge ansvar fra os.

Men denne artikel fremstiller en sag, som tilsyneladende giver udtryk af at beskrive en virkelighed, vi skal blive klogere på. Men da den kun refererer til dele og udpluk af virkeligheden, kan man ikke bruge den til andet end at stille en skole i gabestokken.

Vi er lærere og skal selvfølgelig ikke gøre os kloge på journalistisk virksomhed, men hele artiklens form med den Ekstra­blads-agtige overskrift »Familie i mobbehelvede« får os til at undre os, da det er i vores fagblad, artiklen står.

På vegne af lærerne ved Lindehøjskolen i Herlev:

Svar

»Når forældre møder muren« hedder Folkeskolens tema i nummer 5. Temaet består af flere artikler og fylder i alt otte sider. De handler om det vanskelige skole-hjem-samarbejde. En antimobbekonsulent og Forældrerådgivningen udtaler sig, og temaet indeholder udpluk fra lærer- og psykologudtalelser, interview med kommunens skolechef og en skriftlig udtalelse fra skolelederen - alt sammen papirer, der ligger hos Folketingets Ombudsmand og er bragt med samtykke fra forældrene. Temaet indeholder også et interview med Mie Jensen og hendes forældre.

Disse artikler skal stå i lærernes fagblad, fordi de sætter fokus på et emne, som enhver lærer kæmper med i sin hverdag. Vi mener, at det er vigtigt at behandle de svære sider af lærerfaget såvel som succeshistorierne. Lindehøjskolen er et eksempel, og vi tror på, at man på mange skoler kender til lignende eksempler med mange tabere - sager, der aldrig burde være blevet en sag.

Vi har sat fokus på en konkret sag, der er gået rigtig galt. Det har vi gjort, fordi vi har et overordnet mål med temaet - nemlig at skabe debat om det vigtige skole-hjem-samarbejde. Et tema, vi i øvrigt har skrevet mange flere artikler om i de seneste numre.

Redaktionen diskuterer altid det etisk forsvarlige i de artikler, vi skriver.

Redaktionen