Debat

Hvad koster det at trøste et barn?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lad os ikke undervurdere regeringens politiske hensigter. Den har fat i den lange ende.

Det bedste, der økonomisk set kan ske for vores arbejdsgivere, er, at vi holder fast i vores interne værdistyring, vores professionstænkning.

Lærere, sygeplejersker og en række andre offentligt ansatte er alle styret af værdier og etik, der bygger på, at de har med mennesker at gøre.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Regeringen er der­imod totalt fikseret på en økonomistyring, der bygger på den antagelse, at omsorgs- og serviceprofessionerne kan effektiviseres.

Selvfølgelig kan der effektiviseres, hvis arbejdet ikke gøres ordentligt, men hvis det allerede udføres ordentligt nu, kan det kun forringes, når der strammes op, for pleje og undervisning tager den tid, det tager.

Man kan ikke effektivisere den tid, det tager at trøste et barn.

Nå, men så længe vi holder den professionelle fane højt og prøver at udføre jobbet, så vi synes, vi kan være det bekendt, så længe vil der kunne effektiviseres, økonomistyres og forbruges mennesker, for vi vil jo nødig svigte de mennesker, som vi føler os forpligtede over for. De bliver gidsler, regeringen er gidseltager, og vi agerer som redningstropper med helbredet som indsats.

Professionen kræver solidaritet med de mennesker, den er rettet imod, mens arbejdsgiverne kræver stadig større loyalitet i forhold til deres styring.

I sidste ende må vi svare ved at gå ind på deres tankegang og arbejde som de lønmodtagere, vi bliver behandlet som.

Så kan de lære det, kan de.

Det vil understrege, at arbejdsgiveren og ikke lønmodtageren har det overordnede ansvar for, hvordan opgaven skal løses.

Vi skal ikke selv sprænge rammerne til skade for os selv og i sidste ende også for den skole, vi arbejder for.