»Selvfølgelig skal der ikke være nogen, der skal bestemme det hele. Det skal være et demokrati, så når vi skal danne en gruppe, skal alle bestemme lige meget«, siger Jeppe Horn, der går i 6.b på Østervangskolen i Hadsten.

»Pigerne havde nogle meninger om tingene og drengene nogle andre. Vi var nødt til at snakke os til rette«, siger hans klassekammerat Kristina Helbo.

De to elever havde sidste år sammen med resten af eleverne i den daværende 5.-klasse emnearbejde, der handlede om forskellige aspekter ved tid. Det adskilte sig ikke særligt fra så meget andet emnearbejde, men der var et element, der gjorde det til noget særligt: Deres klasselærer, Lone Mølle, havde med hjælp af konsulent Kirsten Bro fra Jysk Center for Videregående Uddannelser, JCVU i Århus, sat fokus på, hvordan man gennem gruppearbejdet på samme tid kunne styrke såvel fagligheden som demokratiet. Eleverne blev nemlig undervejs i forløbet diskret præsenteret for små vejledninger, der fik dem til at ændre på svagheder i deres måde at arbejde på lige nu. Når diskussionen i en gruppe så ud til at løbe af sporet, placerede Lone Mølle et lamineret kort med en påmindelse til gruppen. Der kunne for eksempel stå »Vær opmærksom på, om alle får mulighed for at komme til orde« eller »Hvad betyder ordene respekt og åbenhed i et gruppearbejde?« Det var ikke meningen, at gruppen skulle diskutere udsagnet, de blev bare mindet om at efterleve det. De kendte i forvejen kortet, for tre gange om ugen blev dagens emnearbejde indledt med, at grupperne diskuterede et nyt kort, så alle gruppemedlemmer var enige om, hvordan de skulle forstås.

Sige næsten hvad som helst

Lone Mølle tog imod opfordringen til at deltage i et udviklingsarbejde, da forskerne bag det store projekt Dansk Skolekultur ønskede at se nøjere på, hvordan man kan tilrette undervisningen sådan, at man undgår den uro i klasserne, der mange steder går stærkt ud over elevernes tilegnelse af faglige og andre relevante kompetencer. Uro var nemlig ikke et problem i hendes klasse, og forskerholdet var derfor interesseret i at afdække, hvad der adskilte denne klasse fra så mange andre.

»Vi har altid i klassen haft det sådan, at man har lov til at sige næsten hvad som helst, så man kan prøve sin holdning af i fællesskabet«, fortæller Lone Mølle.

»Det betyder ikke, at jeg siger til dem, at det altid er i orden at sige det, de gør. Men de skal have mulighed for at formulere deres synspunkter og finde ud af, hvad de selv står for«.

Forudsætningen er, at læreren er tydelig i sine synspunkter og holdninger, og at eleverne oplever, at det er i orden at mene noget andet end læreren og kammeraterne.

Og det gør de i kraft af, at de har en tydelig lærer, og at det er i orden, at de mener noget andet end læreren. Det har bevirket, at klassen er blevet utrolig rummelig, vurderer læreren, der bevidst arbejder med præcise ord, der i en 11-12-årigs hoved let kan virke lidt højtravende. Men hvis hun vil have eleverne til at reflektere over noget, bruger hun ordet reflektere, som bliver forklaret og endevendt, så eleverne kender og tør bruge det.

»Som Jeppe sagde på et tidspunkt: Kortene giver mig tryghed til at komme frem med det, jeg tænker på, og som berører mig, uden at nogen bliver sure eller griner af mig. For det sørger læreren for, at ingen gør«, fortæller Lone Mølle.

Læreren kræver dybe svar

Eleverne opfordres til at give deres mening til kende. Men det er ikke alle svar, der bliver accepteret. Man slipper ikke af sted med udsagn som »Jeg kan godt lide denne bog, for den er sjov«. Der skal mere dybde i svarene, understreger Lone Mølle.

Et gennemgående træk ved arbejdet i klassen er en positiv tilgang til arbejdet. Man må mene alt, men man skal lære, at det ikke er alting, man skal sige højt, er den grundregel, Lone Mølle lærer klassen.

»Det handler om, at vi helt fra 1. klasse skal øve os i at sige til hinanden: 'Jeg bliver ked af det, når du behandler mig sådan' eller 'Det var knaldgodt, det du lavede i timen'. På den måde kan vi ændre en negativ adfærd hos en anden person. Vi skælder ikke ud. Samtidig skal vi give ros, for der er ikke noget, man vokser af, som ros, og det gælder både børn og voksne«, fastslår Lone Mølle.

Påvirkning fra Løgstrup

Filosoffen K.E. Løgstrup og hans begreb om den etiske fordring er centralt for Lone Mølles opfattelse af, hvordan man som lærer skal omgås sine elever og lære dem at omgås hinanden. Begrebet stiftede hun bekendtskab med i linjefaget kristendomskundskab på seminariet, og det har altid mere eller mindre bevidst ligget bag hendes opfattelse af sig selv som lærer. Men det var først i forbindelse med CVU-konsulentens lange interview, hun fik det nøjere formuleret som det bevidste grundlag for sit arbejde. Det har været en stor hjælp og gjort hende mere sikker i sin sag, siger hun.

»Jeg ville unde enhver lærer at komme igennem det, som jeg fik lejlighed til sammen med Kirsten Bro. Vi havde et fire timer langt interview om, hvem jeg var, og hvad min pædagogiske observans var. Ved at få formuleret det selv har jeg pludselig kunnet se: Nå, det er i den retning, du kører, og det gør du af de og de grunde«, siger Lone Mølle.

»Førhen havde jeg nok formuleret det løst i hovedet, men slet ikke i så bevidst en form. Det er helt sikkert, at det har været en kvalitet for min undervisning efterfølgende, at jeg har fået lov til at sætte mig selv så meget på papir«.