Ryd ud i projektjunglen

En professionalisering af skolernes forandringsarbejde kræver, at lederne er aktivt med til at ud- og fravælge projekter

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ligesom man kan tale om læringsledelse i forhold til klassen, kan man tale om kommunens og skolelederens læringsledelse i forhold til lærerkollegiet. Det er de samme spilleregler, der gælder for lederen, som der gælder for læreren, siger professor Mads Hermansen efter at have afsluttet det fireårige forskningsprojekt Dansk Skolekultur.

»95 procent af det, der foregår på skolen, er daglig drift - opretholdelse af systemet og organisationen. Lærerne får først overskud til at gøre det besværligt nye, som ligger i de sidste fem procent, når de ved, at faste samtaler, aftaler og procedurer kører på skinner«.

Nogle af de bedste udviklingsarbejder, Mads Hermansen har været konsulent på, mens han var ansat på Danmarks Pædagogiske Universitet, var dem, hvor han hjalp med at rydde ud i projektjunglen.

»På skolerne skal de kunne sige: 'I år og næste år arbejder vi med det her. Vi evaluerer sidste års projekt, og vi er i gang med at overveje det, der skal ske om to år. Men lige nu er det kun denne ene bold, vi jonglerer med, indtil vi mestrer det'«.

»Der er en stærk parallel til arbejdet i klassen og sådan set også til forældrerollen. Man lærer jo ikke sit barn at tage strømper på, binde snørebånd, hænge håndklæder op, smøre skolemadder i én og samme uge. Fordi man véd, at det ikke alt sammen kan læres på én gang«.

»Professionalisering af forandringsarbejdet betyder, at lederen er meget aktivt med til at udvælge det, der skal forandres. Og altså også at fravælge noget andet, fordi alt ikke kan foregå på én gang. Det kommer der kun overbelastning og frustrationer ud af - og slet ikke ny, fælles læring«.

tt@dlf.org