Anmeldelse

Vejen til min far

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Midt på scenen står en cykel med tropehjelm og jakke på. I hvert af de fire hjørner sidder en person i en lyskegle. Corona La Balances livsbekræftende og humoristiske danseteaterforestilling er i gang: Tre drenge fortæller entusiastisk om deres fædre. Én far er god til at lave sjov, en anden er dårlig til stangtennis, og en kalder sin dreng for Isbjørn. Publikum griner. Den fjerde dreng er tavs. Han savner sin far.

"Vejen til min far" præsenterer en poetisk og dynamisk drengeverden fyldt med de fire bedste venners vilde leg og fodbold, løgn og fællesskab, dril og kærlighed. Samtidig vises hovedpersonen Nicks længsel efter den far, der forsvandt fra familien for længe siden, på fin og ærlig vis, vel at mærke uden at blive udstillet.

Forestillingens univers er enkelt og effektfuldt - med fremragende brug af lys og stemningsskabende musik, suveræn koreografi og kun ganske få rekvisitter fremtrylles alt fra Kronborgs tykke mure til skolebiblioteket, hvor Nick taler med sin hemmelige ven, fodboldstjernen Zinedine Zidane. Og publikum følger spændt med Nick fra lillesøsterens soveværelse til maskinrummet i en supertanker, hvor han endelig møder sin far en kort stund.

Det er den svære, men også gode og normale barndom, som er tema for stykket "Vejen til min far", der vil kunne bruges som udgangspunkt for at tale om og rumme nogle af de problemer, børn - både drenge og piger - kan have med savn og sorg. Forestillingen kan blandt andet opleves på Springfestivalen i København, hvor også internationale grupper viser børneteater af højeste karat. Det kan kun anbefales!