Tilfældighederne styrede

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Jeg kan ikke huske overhovedet at have fået erhvervsvejledning. Jeg har set en bog, der hed »Hvad vil jeg være«, men der er aldrig nogen, der har vejledt mig«, siger Hanne Strager, der er uddannet biolog og arbejder som udstillingsleder på Zoologisk Museum i København.

Hun synes, hun har et fantastisk job, og hvis nogle i hendes ungdom havde sagt, at hun ville blive udstillingsleder på Zoologisk Museum, havde hun aldrig troet på det. Det eneste, hun vidste med sikkerhed, var, at hun i hvert fald ikke skulle være sygeplejerske. Det var hendes mor.

»Det lå i kortene, at jeg skulle i gymnasiet. Men egentlig var det et stort chok at komme dér. Jeg kendte slet ingen, der havde gået i gymnasiet. Ingen havde fortalt noget om det. Jeg troede, at matematisk linje kun handlede om fagene matematik og fysik. Jeg var overrasket over, at vi også skulle have idræt og mange andre fag«, siger Hanne Strager.

Hvis hun nogensinde har haft en jobdrøm, så var det »noget med dyr«.

Hun fik 11 i dansk til studentereksamen og tænkte, at så skulle hun nok være journalist. Hun søgte og kom på Journalisthøjskolen, hvor hun kedede sig i halvandet år. Dér var ingen plads til fordybelse.

»Jeg tænkte på at blive biolog, men for mig var det en urealistisk drøm. Ingen i min familie havde gået på universitetet. Men efterhånden indså jeg, at jeg ikke var dummere end andre, og så begyndte jeg på biologistudiet. Med det samme kunne jeg mærke, at jeg var på den rette hylde. De andre interesserede sig også for at se på fugle, stå tidligt op for at se Haleys komet, sidde på en eng og drikke hvidvin og se på blomster. De bedste år var dem, hvor jeg studerede«.

Hanne Strager troede, at hun skulle være botaniker. Det var lidt piget og sjovt. Men en dag stod hun bag en ukendt fyr i kantinekøen. Han fortalte, at han skulle til Lofoten for at se på hvaler.

»Tre dage senere var jeg kok på skibet. Fordi det lød sjovt. Det blev bestemmende for mit liv«.

Efter et par måneder på skibet blev hun en del af projektet, og i 1986 var hun med til at åbne et hvalcenter i Nordnorge. I 1988 blev hun faglig leder af centret.

I de seneste fire år har hun været udstillingsleder på Zoologisk Museum, hvis magasin blandt andet gemmer næbhvaler fra dybhavet ved New Zealand hvaler, som forskerne ved meget lidt om, og dét er det fascinerende.

»Vi ved ikke, hvad de spiser, og hvordan de lever. Dét er det forunderlige«. |