Med bind to har Pundik bragt et hovedværk i dansk erindringslitteratur i hus. Første del, "Det er ikke nok at overleve", var Pundiks (vellykkede) forsøg på at få styr på familiehistorien. Grundvilkåret var flugt, og selv fra Danmark måtte familien flygte, da tyskerne slog til i oktober 1943. Pundik vendte hjem fra Sverige med Den danske Brigade, og selv om han ikke (af statur) er verdens største kriger, måtte han deltage i Israels uafhængighedskrig i 1948.

Første bind (anmeldt på folkeskolen.dk 5. september 2005) slutter i 1970, da Pundik bliver kaldt til København, hvor Politiken vil gøre ham til chefredaktør. Den 2. januar 1970 går Herbert ind gennem svingdøren til det skrantende dagblad, og syv år senere er Politiken igen landets største morgenavis. Per 1. oktober 1993 forlader Pundik det berømte hjørneværelse, Tøger Seidenfaden overtager hans stol, og Pundik starter et nyt liv som seniorkorrespondent for Politiken.

Meget i dette andet bind handler om, hvordan Politiken blev genrejst - det er forrygende presse- og samtidshistorie. Men det er også historien om et Øst- og Centraleuropa, der er på vej mod nedtællingen til Murens - og Sovjetunionens - fald. Israel og Mellemøsten fra Yom Kippur-krigen 1973 til i dag har højprioritering hos Pundik. Herbert og Sussi fik to sønner og en datter. Den ældste søn Uri faldt i Yom Kippur-krigen, og lillebror Ron blev tyve år senere en af fædrene bag Oslo-aftalerne.

Far Pundik har selv knoklet med "København-processen" og "Louisiana-dialogerne", og fru Sussi og datteren Michal virker også aktivt på fredsfronten i Israel. De dækker alle bogens titel ind: Du kan, hvis du tør. Sjældent har man oplevet mage til en familie, der så eksistentielt har gjort en forskel.