Willy Schiøth Nielsen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var med stor sorg, at personalet på Kongeåskolen i Vamdrup den 3. januar modtog det triste budskab om Willy Schiøth Nielsens alt for tidlige død.

Willy Schiøth Nielsen blev uddannet lærer fra Kolding Seminarium i 1980 og var i en årrække ansat på Bakkeskolen i Kolding. I 1996 skiftede Willy arbejdsplads til Kongeåskolen.

Willy var en lærer, der satte kvalitet i undervisningen meget højt, hvilket var tydeligt i alle de fag, han varetog, og han var en sand ildsjæl inden for alt, hvad han involverede sig i.

Frem for alt var det dog musikken, der fyldte i Willys liv - såvel i fritiden som på skolen.

Kongeåskolens årlige forårskoncert bliver aldrig mere den samme. Det var her, hele personalet og alle eleverne stolt kunne kigge ud over en publikumsfyldt idrætshal. En fejlfri aften med sang og instrumentering i høj kvalitet udført af 200 børn kræver noget helt særligt af musiklæreren. Willy besad dette særlige.

Vi er alle meget glade for at have kendt et så spændende menneske. Willys tanker og ideer vil ikke blive glemt.

I denne svære stund går vore tanker til Willys familie.

Æret være Willy Schiøth Nielsens minde.

Kollegerne på Kongeåskolen, Vamdrup