Anmeldelse

Politikens bog om digital illustration

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der gemmer sig en begejstret tegnenørd bag bogens forfatter og illustrator Jan Kjær. Hans egen glæde over såvel det at tegne som det at udtrykke sig gennem de tegnetekniske muligheder, der findes i de relevante tegne- og illustrationsprogrammer, er bærende for bogen om digital illustration, der i opbygning og udtryk er gennemtænkt og befriende praksisfunderet. At han også er topprofessionel inden for sit felt, kommer til overfladen gang på gang i de direkte og klart formulerede introduktioner, der indleder og uddyber indholdet i de enkelte afsnit.

Bogen er bygget op omkring otte hovedkapitler, hvor der ud over flere korte introducerende afsnit især er lagt vægt på de digitale værktøjer, illustrationsteknikker og færdiggørelse. For den interesserede lærer vil første gennemlæsning og gennembearbejdning formentlig ske fra side til side, hvorefter der bliver tale om en håndbog i ordets absolut bedste forstand. Rent elevmæssigt tror jeg, at bogen vil henvende sig til det stigende antal store elever, der gerne vil fra den umiddelbare fascination af computerspil og tegneserier til selv at kunne "lege" med mediet og de forskellige værktøjer. Endelig fascineres jeg som bogmenneske også af, at der er gjort en del ud af farveformater og -systemer. Hvilket er basalt i såvel opbygning af gode billeder som transformationen af tegninger og egne billeder fra skærmen til print eller anden praktisk brug.