Anmeldelse

Digital fotografering

Stil skarpt, klik og lav digitalt trylleri

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I følgematerialet til denne bog angives det, at målgruppen er at finde fra ti år og op. Og ved en hurtig gennembladring er det da også børn, der er i fokus som primærmotiver og gennem tiltaleformen "du, dig og dine". Men uanset aldersgruppen fordrer bogens ideer og forslag, at brugeren har en god teknisk fornemmelse for såvel det digitale kamera som det at omsætte de optagne billeder til digital billedbehandling på en given computer.

Indholdet er opdelt i fire afsnit: "Begynd her", "Hvad skal jeg fotografere", "Digitalt trylleri" og "Showtime". Og undervejs gives der en del praktiske vink. Det gælder for eksempel motivsøgning, beskæring og lysforhold. Som en foreløbig og overskuelig øjenåbner vil bogen formentlig kunne bruges under mere private former med plads til dialog mellem børn og voksne. Bogens styrke bliver derved dens nærhed i forhold til den angivne målgruppe, mens dens svaghed er, at den formentlig vil være svær at bruge uden et godt kendskab til programmer og teknisk grej i øvrigt. Der gås ikke direkte ind i tekniske anvisninger eller forklaringer ud over helt enkle formuleringer som "Vælg en færdig struktur blandt filtrene" eller "Brug kopiværktøjet og kopier små felter fra begger sider af samlingen hen over striben". Det er derfor et åbent spørgsmål, om bogen vil kunne bruges i en egentlig undervisningssammenhæng ud over det rent inspirationsmæssige, der kan ligge i at kigge ideer og billeder.