Anmeldelse

Tegnebogen

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kan man lide at tegne, er denne bog en oplagt følgesvend. Ikke siden Betty Edwards' bog "At tegne er at se" blev oversat til dansk tilbage i 1970'erne, har der været udgivet så fyldigt et værk om de klassiske tegnehåndværk. Og der er mange lighedspunkter mellem Simblet og Edwards. Men der er også meget nyt og inspirerende i denne bog, der gør den værd at investere i. Som tekstilt interesseret kastede jeg mig med glæde over kapitlet "Beklædning", hvor der i underafsnit blandt andet behandles klæder og foldekast, dragter og kostumers struktur - sjældent behandlede emner. Men tilbage til det generelle: Bogen er bygget op omkring 11 kapitler, hvori der introduceres synsmåder og arbejdsformer inden for områder som Kroppen, Arkitektur, Guder og monstre - for blot at nævne nogle. I hvert kapitlel er der så ganske korte - indimellem lidt vel korte - introduktioner til forskellige måder at registrere og tegne motiver på. Suppleret med referencer til kunsthistoriske eksempler. Perspektivtegning, lavering, tegneredskaber og så videre, listen over faglige udtryk, der illustreres, er lang og fyldig. Den danske udgave er formentlig et samtryk (gættet ud fra den lave pris), der bygger på en engelsk udgave fra forlaget Dorling Kindersley, der har specialiseret sig i værker med høj detaljerigdom og velfungerende opslagsdele. Det gælder også her, hvor vi som brugere får en fyldig ordliste og et godt register, der på enkel og overskuelig vis oplister særlige ord og begreber, der så kan dykkes videre ned i. Dette nævnes, fordi bogen dermed kan være en øjenåbner for tegnende elever, der efter de første spæde forsøg er blevet sultne efter at lære mere. Inspirerende til undervisning og uopslidelig til selvstudium, hvis man hælder til det klassiske. Her er godt gods for alle pengene!