Man skyder da lærere

44 lærere er inden for de sidste to år blevet myrdet i Sydthailand. Lærerne er blevet målet i en religiøs konflikt mellem muslimer og buddhister. Sådan er det bare blevet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bag pigtråd og sandsække undervises thailandske lærere i skydning, og hos undervisningsministeriet i Bangkok ligger der en ansøgning om støtte til indkøb af pistoler til samtlige 15.000 lærere i landets tre sydlige grænseprovinser.

Det lyder kontroversielt, og det er det også. Men det er ikke bare en idé eller et påfund. Det er blodig alvor. På bare to år er 284 lærere i de tre provinser blevet såret af skud, knivstik eller køller og bomber.

I et tropisk paradis ligger landsbyen Ban Palo og byens skole med lave bygninger omgivet af skolekøkkenhaver, boldplads og udendørs samlingspladser.

Et lokalt tv-hold filmede her dagen før. Deres bil blev forsøgt bombesprængt på vej tilbage til Narathiwat.

Men det er svært at tro. Her ånder af fred og ro.

Det må have været sådan en morgen, da Prasarn Makchu, 48, sammen med de andre 16 lærere sagde godmorgen til børnene og tog hul på første time i 4. klasse.

Lidt over halv ni trillede fire unge mænd i skoleuniform op foran porten. To blev ved vejen. De andre to fortsatte ind på skolepladsen. Den ene gik direkte ind i 4. klasse, trak en 38-millimeter pistol op af sin taske, skød Prasarn to gange i ryggen, før han bøjede sig over ham og henrettede ham med et skud gennem hovedet. De fire unge forsvandt, som de var kommet.

Da skolen genåbende to uger efter mordet, mødte 21 af de 34 elever i 4. klasse op.

Prasarn var lærer nummer 41 ud af 44, som til dags dato er blevet myrdet inden for de sidste to år i Sydthailand.

Øje for øje

Sproget i de tre sydligste provinser Yala, Pattani og Narathiwat er malaj, og 86 procent af befolkninger er muslimer.

Der har været problemer, lige siden det buddhistiske Thailand, som modvægt til det britiske muslimske Malaysia, i starten af sidste århundrede annekterede området. En konflikt som så mange andre verden over.

Sidst i 1989 formulerede frihedsbevægelsen i Pattani et løsrivelsesønske og erklærede jihad, hellig krig. Men den ebbede ud, og først da en massakre i en moske, nogle mystiske fund af massegrave og en brutal arrestation af unge demonstranter med mange døde fik sindene i kog, kom der gang i urolighederne.

Siden 2004 har over 1.500 thailandske buddhister mistet livet. De fleste ved regulære nedskydninger. Hverdagen i syd er fyldt med notitser om små bombesprængninger, bortførelser, mord og kidnapninger. Koordinerede aktioner med over 100 angreb ad gangen.

Problemet er, at man ikke længere ved, hvem eller hvilke organisationer der står bag. Ingen tager ansvaret, og fjenden er tilsyneladende usynlig.

Nogle hælder til den teori, at urolighederne skyldes den thailandske regering (Thaksin 2001-2006) og dens hårdhændede strukturændringer i provinserne. Men militærkuppet i Thailand i september 2006 har intet ændret.

Alt sammen igen helt normal baggrund for en konflikt.

Det er heller ikke første gang, vi hører om »øje for øje - tand for tand«-filosofien. Hver gang militæret arresterer en mistænkt militant/separatist/terrorist, så truer forskellige grupper af oprørere med at kidnappe og dræbe en buddhist.

Det, der er usædvanligt, er, at det går ud over lærere, som for de flestes vedkommende kommer fra lokalsamfundet. Resten er frivillige fra det øvrige Thailand, som vælger at aftjene deres to praktikår i syd.

300 rasende kvinder

Lærere som Juling.

Hun ved ikke, hvad der sker lige nu. Forhåbentlig ved hun heller ikke, hvad der skete den 19. maj 2006 i landsbyen Gujingruepo i Narathiwat.

Juling Pongkunmul er 24 år. Hun kommer fra Chang Rai, nøjagtig 2.000 kilometer mod nord. En ung, smuk, værdsat lærer, der havde valgt skolen i Gujin­gruepo som praktiksted.

Juling har ligget i koma siden den 19. maj. Nu er hun blevet gjort til nationalhelt. Men det ved hun helt sikkert ikke.

Den 19. maj om morgenen arresterede politiet to mistænkte unge mænd i Gujin­gruepo. I løbet af kort tid lykkedes det mødrene til de to at hidse 300 landsby­kvinder så meget op, at kursen blev sat mod skolen.

Målet var pludselig Juling og en kvindelig kollega. Hun døde. Juling blev holdt indespærret i de timer, det tog politiet at komme frem og befri hende. I den tid fik hun tæv af 300 rasende kvinder. Mange af dem mødre til børn i skolen.

Juling ligger i koma, og hvis hun vågner, og hvis hun husker, hvad der skete, så er det ikke sikkert, at hun nogensinde vil kunne forstå: Hvorfor?

Bangkoks forlængede arm

Der er ikke rigtig noget svar, og det er et spørgsmål, om der overhovedet er nogen, der ved det.

Sådan er det bare blevet. Lærerne er blevet målet.

Der kunne være flere grunde.

De fleste lærere er buddhister, fordi det thailandske skolesystem ikke anerkender de muslimske privatskolers eksaminer som adgangsgivende til seminarierne.

Men det er kun et mindretal af børnene, der kommer i koranskolerne, og desuden er også disse skoler ved at blive anerkendt.

Det kunne være, fordi muslimerne anser skolerne og lærerne for Bangkoks forlængede og kolonialistiske arm.

Men også de fleste af lærerne taler malaj. Der undervises også på malaj, og lærerne har ikke været del af nogen kampagne i forbindelse med strukturændringerne i syd.

Tilbage er vreden

En ting er sikker. Vreden over manglende forståelse for nedarvede værdier og målestokke. Som for eksempel inddragelsen af fællesjord til statsstøttede erhvervsprojekter, som samtidig har fjernet livsgrundlaget for mange landsbybeboere.

Men ingen har kunnet formulere det - endnu. Tilbage er derfor tilsyneladende kun vreden.

En konflikt tæt ved grænsen mellem det muslimske Malaysia og Thailand - med terror som udtryk - er sprængstof i verden af i dag. Derfor er begge lande og USA enige om at nedtone problemerne.

Det er lykkedes i en grad, så urolighederne næppe kendes uden for Thailand.

Den thailandske regering under Thaksin og militæret havde nærmest erkendt sin magtesløshed og tilbudt lærerne video­overvågningskameraer og våbentræning.

Også den nye regering, som er udpeget af militærkuppets generaler, har forgæves rakt en hånd frem med tilbud om forhandlinger og delvis indførelse af malajsproget i de sydlige provinser.

Da vi skulle interviewe formanden for lærerne i Narathiwat, ankom en tolk alene til vores hotel.

Først en lille time senere dukkede formanden Sanguan Intrarak op.

Kontakten til ham havde været svær at etablere. Han satte sig med ryggen mod væggen i hotellobbyen og var konstant på vagt.

Da vi sagde farvel på parkeringspladsen senere, iførte Sanguan sig sin skudsikre vest og viste os sin russiske pistol.

Relativt god løn

En lærer i Thailand får 7.360 bath (1.200 kroner) i begyndelsesløn og stiger efter to års praktik til 10.600 bath. Det er en relativt god løn i Thailand og har dermed betydning for rekrutteringen af nye lærere.

Det er gratis at være medlem af lærerforeningen, mens alle betaler en halv bath (10 øre) om året for medlemskab af den nationale union.

Svagheden i det faglige arbejde er, at alle arbejder gratis i foreningerne, og at man selv skal bekoste alle rejseudgifter i forbindelse med mødeaktivitet.

Ulovligt at bære våben

En revolver koster mindst 50.000 bath (8.000 kroner).

9-millimeter Smith og Wesson og den lidt billigere russiske Glock er de mest populære.

En tilsvarende Baretta koster 90.000 bath.

Det er ulovligt at bære våben i Thailand. I forbindelse med den militære træning af lærerne har politiet dog fået ordre til at se igennem fingre med ulovlighederne.

Powered by Labrador CMS