Gentofte Kommune
0   219

Elever sendt på overlevelse

Det var noget af en prøvelse for 11 piger i 8. klasse at forlade trygge rammer for at tage på overlevelsestur i Sverige. Men efter en weekend med rappelling, natløb og fælles strabadser er sammenholdet blevet meget bedre

Træer vokser ikke ind i himlen, fordi man holder en weekend fri fra Gucci-tasker, Bacardi Breezers og fester, men at komme ud i naturen og få udfordringer, man ellers ikke møder i en københavnsk forstad, rykker alligevel en smule ved en selv.

Solen står lavt på himlen, men humøret er højt, da 11 piger fra 8. klasse på Gentofte Skole drager på en vinterkold team­building-weekend i Blekinge. Målet er at fjerne dem fra hverdagens vante omgivelser og give dem nogle oplevelser, som kan rykke ved det perspektiv, de ser verden i.

Artiklen fortsætter under banneret

Med skepsis i bagagen

I bagagen ligger fleecetrøjer, vandrestøvler og sovepose med underlag, der kan klare en kold nat i en svensk lade. Og en god portion skepsis. Ikke alle er her frivilligt. Halvdelen af pigerne ser intet formål med at spilde en weekend i en »klam, svensk skov«. Forældrene har imidlertid holdt fast, kun en har meldt fra, en anden er blevet syg. De øvrige står klar på parkeringspladsen lidt usikre på, hvad der venter.

Turen er et forældreinitiativ. Forældrene har allieret sig med Stine og Jakob Hertz fra firmaet FarOut, som er vant til at arbejde med teambuilding, dog ikke for teenagere, så det er også et forsøg for dem.

Svært at tie stille

Turen foregår i bil, for det var billigst, men ved ankomsten overlades pigerne straks til Jakob Hertz. Usikkerheden gør, at de smarte bemærkninger og unødvendige spørgsmål flyver rundt. Jakob Hertz venter tålmodigt. Første opgave er overskuelig. Pigerne skal gå fire kilometer i tre grupper sammensat hjemmefra med det formål at blande de piger, som er gledet fra hinanden. Til daglig er de delt i to lige store grupper. De er ikke på kant med hinanden, bare ligeglade og uinteresserede. Den ene gruppe er godt med i forhold til alkohol, cigaretter og fester, mens den anden betragtes som »de artige«. Det skaber en kedelig stemning, og piger, der tidligere har været bedste veninder, er ikke på talefod længere, selvom ingen ved, hvad der skete undervejs. Så går de, højlydt snakkende, ind i skoven.

Fysisk aktivitet letter nervøsiteten

Da de kommer i mål, er de overraskede over, at det ikke var slemt. Madpakkerne fortæres siddende på den kolde jord, og mens de tilsyneladende snakker ubekymret, skuler de også nervøst til klippen, hvor rappelling-udstyret venter. Stemningen er stadig høj, men gåturen har taget toppen af den hysteriske energi. De er indstillede på, at der skal ske noget aktivt, og de sure ansigter er forsvundet.

Grupperne fordeler sig igen - én går i gang med at bygge tårn med skovens materialer, en anden kører stafet på moun­tainbike. Ved tredje post venter den største udfordring, rappelleturen ned i en 18 meter dyb kløft.

De fleste reagerer umiddelbart ved at sige, at de ikke tør. Jakob Hertz opfordrer dem til at tage alt udstyret på - sele, hjelm og sikkerhedsline - og komme helt ud på kanten for at mærke efter, før de beslutter sig. Den første modige melder sig, og så følger de efter, en efter en.

Chancen skal gribes - når den er der

Der bliver skreget højt i de svenske skove den lørdag. Den største udfordring opstår, når man skal træde ud i ingenting og finde fodfæste vandret ind på væggen. Den første del af turen er langs klippevæg, men pludselig får væggen et indhak, og så hænger man som en edderkop i en tynd tråd og drejer rundt om sig selv. Nu gælder det om at bevare roen og fortsætte firingen nedad i fri luft. Nogle skriger hele vejen, andre firer sig beslutsomt de 18 meter til bunden, hvor man skal undgå at lande i en å. Så kommer den euforiske følelse af sejr. Og lysten til at prøve igen.

Kun to vælger oplevelsen fra. En er helt sikker i sin sag, dét skal hun bare ikke. For Nanna Nistrup Madsen er beslutningen vanskelig. Hun tager udstyret på og stiller sig ud på kanten. Herfra handler det om at slippe kontrollen. Nanna vil gerne, men tør ikke, så hun får ikke den oplevelse med hjem, og det ærgrer hende resten af weekenden. Som hun siger: »Jeg har lært, at jeg er nødt til at springe ud i det, for ellers ærgrer jeg mig for meget bagefter«.

Ved godt, de er privilegerede

Efter dagens første opgaver er stemningen helt i top. Snakken flyder, mens man sidder tæt sammen og drikker varm kakao. Det handler om alkohol, om komme hjem-tider, om forældrenes evne til at være irriterende og bestemmende. De er ærlige og umiddelbare og snakker om, at de dybest set godt ved, at deres forældre kun ønsker det bedste for dem og netop derfor har tvunget dem på tur.

Pigerne er lettede, da de ser, hvordan de skal overnatte. Den røde lade er flot, men der er ingen gulvbelægning, så de skal sove på jorden. Der er brændeovn, og de bliver instrueret i, at de skal sørge for at holde ilden i gang - hele natten.

De laver mad, vasker op, griner og snakker. Bagefter er der natløb i skoven. Inden længe får holdene løbet hinanden op, og alle 11 piger følges fra post til post. Det er mere trygt. Der rundes af med hygge omkring bålet. De voksne er gået i seng, så pigerne kan snakke i fred, men allerede ved midnat vælger de at krybe i soveposerne.

De roser hinanden og kæmper

Om natten hundefryser de, for ingen har husket at fylde brænde på. De snøfter og hoster. Humøret er i bund om morgenen, de orker ikke flere prøvelser og vil bare hjem. Men dagen er kun lige begyndt. Efter morgenmad og oprydning, som udløser en masse diskussioner om, hvem der stikker af fra ansvaret, finder de igen sammen. De næste timer står på bueskydning og øksekast, klatring på væg og fremstilling af en maskot. Der bliver grinet og jublet. De roser hinanden, og de kæmper for at lykkes. De, der var mest imod turen, er tydeligt dem, der nu går mest op i det.

Efter frokost er det tid til dagens sidste opgave. To piger skal ved hjælp af kort og walkie-talkie lede holdets øvrige piger rundt i skoven til forskellige poster. Det er svært, og de får et meget håndfast bevis på, hvordan kommunikationen brister, hvis man i bogstaveligste forstand trykker sin egen knap ind, før man har hørt den anden til ende.

»Jeg tror, man får bedre selvtillid af sådan en tur«, siger Charlotte Bagger, da weekendens oplevelser evalueres.

»Man bliver bedre til at samarbejde«, supplerer Henriette Kirstein. »Hvis man bare råbte ad den, man var sammen med, så fungerede det ikke«.

»Måske skulle vi ikke have været så negative«, siger Laura Schultz Hansen, »det har faktisk været sjovt«.

»Ja, det har været hyggeligt bare at være sammen alle sammen«, supplerer Nicoline Holm.

»Og det er blevet lettere at snakke med dem, som jeg ikke plejer at snakke med«, siger Ida Skov Gudmunsen-Holmgreen.

»Man er nødt til at komme ud i noget svært for at finde sammen«, siger Amalie Wex.

Langtidsholdbar virkning

Turen var ikke arrangeret af skolen, men den virker også i skolehverdagen.

»Som lærer oplevede jeg en overraskende stor forandring i gruppen efter deres tur«, fortæller Anne-Marie Rasmussen, der er pigernes klasselærer. Og hun har noget at sammenligne med, for hun har været lærer i 30 år.

»Der skete en forandring, og den smittede af på klassen som helhed. Pigerne er blevet langt mere tolerante, det var, som om de ikke skulle forstille sig så meget efter turen, men var mere afslappede og hvilede mere i sig selv. De havde haft en fælles oplevelse, hvor de havde været stillet lige, og hvor det ikke havde handlet om ydre ting. De har oplevet at komme lidt ud på en kant og mærke, hvor vigtigt fællesskabet er«.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ