Det er en hamrende succes.

Sådan kommer det uden tøven fra Birthe Rasmussen. For som leder af Vestbyskolen i Horsens kan hun konstatere, at skolens familieklasse får dårligt fungerende, sårbare børn til at klare sig langt bedre både i skolen og hjemme.

Dermed er den negative sociale arv, som børnene i denne særlige klasse typisk har med sig, skåret ned i størrelse. Og det er slående på netop Vestbyskolen, der ligger midt i et gammelt arbejderkvarter. Gennem de seneste år har der været gennemført byfornyelse og kvartersløft, men der er selv i 2007 en stor social slagside:

. Kun 25 procent af børnene kommer fra hjem, hvor forældrene er socialt velfungerende og aktivt bakker skolen op.

. En anden fjerdedel af eleverne har oplevet massiv omsorgssvigt.

. Og cirka halvdelen har forældre, hvor der periodevis er problemer med forældreopgaven. Det kan handle om rent tøj til børnene, rigtig kost, madpakker. Disse forældre kan også have svært ved at give støtte til børnenes skolegang.

Anerkendende tilgang

I familieklassen går mor eller far med barnet i skole tre formiddage gennem tolv uger. Forældrene melder sig frivilligt. Seks-otte familier er med i hvert forløb. Hidtil har 24 børn deltaget fra 1. til 8. klasse. Af dem er de 18 vendt tilbage til deres stamklasse. De er ikke blot blevet fastholdt i folkeskolen, de klarer sig alle bedre end før, både fagligt og socialt. Men de vil ofte fortsat have behov for særlig opmærksomhed og støtte.

Vestbyskolens opgave er ifølge Birthe Rasmussen at levere en god undervisning, som også de resursestærke elever kan bruge, men på samme tid løfte niveauet for flertallet af elever. Og to redskaber tages i brug - et tæt samarbejde mellem forældre og skole og en anerkendende tilgang. Det sidste betyder, at forældrene i familieklassen bliver mødt med en positiv respekt og får overdraget en stor del af ansvaret for deres børns opførsel og læring. For skolelederens udgangspunkt er dette:

»Uanset hvor dårligt stillet forældrene tilsyneladende er, har de resurser og vil deres barn det bedste«.

Nye venner

For Mona Lind Nielsen og hendes datter Ditte på 11 år er familieklassen hverdag i disse uger. De har begge næsen nede i den matematikbog, Ditte har fået udleveret, fordi hun har det meget svært med netop regning. Hun virker heller ikke topmotiveret denne onsdag. Men det specielle ved familieklassens metode er, at det er hendes mor, der har fået ansvaret for både skolearbejdet og Dittes opførsel. Læreren derimod kan give faglig opbakning, men underviser ikke.

Ditte siger, at hun godt kan lide at være i familieklassen. Men det er mest, fordi de drenge, som også er der, griner.

Hendes mor føler, at hun og skolen arbejder godt sammen om at lære Ditte mere og få hende til at fungere bedre sammen med de andre i sin klasse.

»Bare jeg selv havde gået i skole i dag, så havde jeg fået meget mere ud af det«, siger hun.

Som mange af de andre forældre på Vestbyskolen har hun været igennem et forløb med hyppige skoleskift og ringe udbytte, indtil hun gik ud efter 9. I dag er hun alene med Ditte og serverer på en café, men tager fri den tirsdag, onsdag og fredag, hun er med i skole. Som andre forældre kan hun få dækning for tabt arbejdsfortjeneste.

Hun er glad for, at Ditte har fået nye venner på Vestbyskolen. Hun har selv lært en del om, hvordan hun hjemme kan hjælpe Ditte med lektierne. Og så har mor og datter fået udarbejdet et personligt score-skema.

Ideen er den samme for de skemaer, skole, forældre og børn producerer i fællesskab, og som opregner nogle få individuelle mål for det enkelte barns skolegang. Et barn kan for eksempel score fra et til fire point for at »komme til tiden og blive i klassen« eller »for at gå i gang med opgaverne, første gang det bliver sagt«. Men på Dittes hjemme-skema står der også noget om at tale pænt og børste tænder.

I familieklassen er det forældrene, der deler pointene ud, i de andre timer lærerne.

En evaluering af familieklassen på Vestbyskolen siger, at børnene har det fint med skemaerne og gør sig umage for at score højt - og få stjerner klistret ind i score-hæftet. Set med skolens øjne betyder det, at de tager ejerskab for familieklassen.

Stolte forældre

Mona Lind Nielsen får meget ud af mødet med de andre forældre. Og mest, når de sætter sig sammen, uden børn, en gang om ugen.

»Vi kritiserer ikke hinanden, men snakker og roser. Ved at lytte til de andre finder jeg tit noget, jeg selv kan bruge«, siger hun.

Læreren, Vibeke Abildskov Hansen, taler om at skabe gode erfaringsprocesser blandt forældrene. Blandt andet finder de ud af, at det giver mere at fokusere på den ene gang, noget går godt, end de ti gange, det går galt.

»Forældrene skal gå ind og løfte med de skuldre, de nu engang hver for sig har. Når de mobiliserer de resurser, de besidder, bliver de stolte. Og det hele kommer ind i en positiv gænge«, siger hun.

Vibeke Abildskov Hansen har været med siden starten i 2004. Og hun har registreret, at skolen og forældrene er kommet tættere ind på livet af hinanden.

»Familieklassen må ikke blive endnu en foranstaltning fra skolens side, som forældrene får trukket ned over sig. Tværtimod skal det være et tilbud til forældrene om at tage ansvar. Ejerskabet skal ligge i familien, men i samarbejde med skolen, herunder hjemklassens lærere«.

Det er fint med hende, hvis et barn i familieklassen tænder helt af. For så har man noget at arbejde med, og frustrationer, som ligger under overfladen, kommer frem.

Foruden hende er der normalt i familieklassen en repræsentant for børnefamiliecentret Nordvang, som familieklasseprojektet køres sammen med.

Nærvær og omsorg

Familieklassen fik de to første år tilskud fra Socialministeriet. Nu er den starthjælp ophørt. Men projektet er så godt, at skolen kører videre med det som en del af sin drift.

Og når skolelederen skal gøre erfaringerne op, er der ud over det faglige og sociale løft på skolen endnu et par positive punkter:

. Mange af børnene har behov for nærvær og omsorg i forhold til deres forældre. Det behov er mange af forældrene fra familieklassen blevet bedre til at dække.

. Når det faglige svælg mindskes mellem de børn i en klasse, som klarer sig dårligst, og børn, der klarer sig godt, er det ikke så fristende for de resursestærke forældre at vælge Vestbyskolen fra. Skolen skal stadig kæmpe for at fastholde sin position i skoledistriktet, men kurven er knækket.

Vestbyskolen i Horsens har opstillet fem mål for familieklassen:

. At bevare eleven i normalsystemet og derved hindre udskillelse.

. At understøtte inklusionen af Vestbyskolens børn med særlige behov i skolens normalklasser.

. At skabe et fælles udviklende læringsrum for familier, der ønsker at forbedre samspillet og relationsdannelsen.

. At udvikle og afprøve en metode og undervisningsform i forhold til børn med særlige behov.

. At udvikle og afprøve en metode til familiebehandling.

Vestbyskolen gør et fremragende stykke arbejde i forhold til både børnene og deres forældre, siger Annette Munch.

Som konsulent ved Udviklings- og Formidlingscenteret for børn og unge udarbejdede hun i efteråret en evaluering. I den fremhæver hun den gode og udfordrende støtte og opbakning fra klassens medarbejdere, forældrene oplever. Det øger deres motivation til at støtte børnene i skolegangen.

»Alle børn i familieklassen får noget ud af det. Og ingen kan ønske sig en højere succesrate, når det gælder om at fastholde børnene i folkeskolen«, fastslår konsulenten.

En del andre skoler i Danmark har noget, som minder om familieklassen i Horsens. Det karakteristiske ved tilbuddet på Vestbyskolen er, at den fælles skolegang for børn og forældre faktisk foregår på selve skolen, og at indsatsen er meget intens.

Evalueringen kan læses på www.vestbyskolen.horsens.dk