Anmeldelse

Tom Tex laver tricks / Teas kartoffel / Ninja Niller / Kloge Åge i rummet

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nye og etablerede kræfter er gået sammen om at skabe en række letlæsningshistorier til de nystartede læsere. Med fokus på den gode historie har forlaget "Så til hest" trukket på folks individuelle erfaringer fra forskellige medier som film, tegnefilm, tegneserier, computerspil, infografik med mere uden at gå på kompromis med letlæsningens vigtige konventioner. Det er der kommet - i første omgang - fire meget forskellige bøger ud af.

Rune Fleischer har skrevet og illustreret en lille western om Tom Tex, der med humor og afvæbnende charme skræmmer selv de mest hardcore forbrydere på vild flugt - og så uden at løsne et eneste skud.

Kirstine Lyngklip Svansø har skrevet og illustreret en rigtig fin historie om den kaffedrikkende Tea og hendes kartoffelprojekt, hvor vi følger den lille jordknolds vej fra jord til bord. Det ligger vist lige til højrebenet at følge den sjove, instruktive historie op med et forsøg på egen hånd.

Rune Fleischer fortæller med hjælp fra illustratoren Simon Bertelsen en "Gummi Tarzan-historie", hvor vores helt her hedder Niller - en ensom, artig dreng, der godt kan lide at gå i skole, men som forvandler sig til en drabelig Ninja Niller, når han oplever mobning i skolegården på en af kammeraterne. Og så kan det nok være, at de store drenge får deres velfortjente straf.

Med glimrende illustrationer af Sune Elskær har Kasper Syhler leveret historien om "Kloge Åge i rummet", hvor Åge bygger sin egen rumraket - inspireret af faderens computerspil. Fra rummet hjemtager han den lille venlige rummand Zyrx, som dog nær får skræmt Åges fader fra sans og samling.

Det er en rigtig interessant start for det nye forlag, der leverer varen i form af fire meget forskellige, men alle charmerende og vedkommende historier for målgruppen: begynderlæsere fra 1. klasse. Lixen holdes nede på mellem 4 og 6 - og det er faktisk ret imponerende. Som nævnt blandes medierne for eksempel med tegneserielignende illustrationer - og det fungerer!

Jeg finder ingen grund til at fremhæve enkelte af bøgerne fra de andre - men det bliver rigtigt spændende af følge det nye forlags udgivelser i den kommende tid.