Anmeldelse

Finsk pædagogik - vil vi lære?

Frans Ørsted Andersen har brugt tre år på at studere forskelle og ligheder mellem den danske og finske folkeskole. Budskabet i bogen er, at vi gensidigt kan lære af hinanden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg henter bogen i min kolde, finske postkasse (minus 20 grader er temperaturen lige nu), og i takt med at bogen tør under min læsning, tør og falder mange af de forsvarsparader, jeg har haft, inden jeg gik i gang med at læse den. Hvilken dansk folkeskolelærer får ikke røde knopper, når der henvises til finnernes fortræffelige resultater i Pisa-undersøgelsen? Men lad mig sige det med det samme: Drop forsvarsparaderne og selvtilstrækkeligheden, grib bogen og lad jer inspirere.

"Finsk pædagogik - finsk folkeskole" er blevet til på baggrund af en treårig ph.d.-afhandling om danske og finske skoleforhold. Resultaterne er skrevet sammen i en meget læsevenlig og inspirerende version, som afspejler observationer, refleksioner, beskrivelser og uddrag fra interview fra forfatterens ophold og besøg på tre finske skoler. Bogen er bygget op i tre dele. Først kommer en opsummering af de centrale forskelle mellem den danske og finske folkeskole, så en uddybning med udgangspunkt i besøgene på skolerne og til sidst en perspektivering.

Under gennemlæsningen bliver man som lærer udfordret i sit pædagogiske ståsted, ligesom man får ideer til, hvordan man, helt nede på praksisniveau, kan udvikle sin undervisning. Der findes også flere elementer, som (kommunal)politikere og ledelsen, specielt på folkeskoleområdet, burde finde interesse i. Jeg hæftede mig personligt ved emnerne, der omhandler mødekulturen, forældrenes rolle i skolen, læreren som dirigent/konsulent, evalueringsmetoder og lærerens forhold til undervisningssystemer. Bogens vigtigste budskab er, at der er ting, vi i Danmark kan lære af finnerne, men at det også gælder den anden vej rundt. Dette kræver dog, specielt på folkeskoleområdet, at vi ikke lukker os om os selv, i forsvar eller i selvtilstrækkelighed, men tør se bag ved det stereotype billede, som blandt andet medierne har været med til at skabe af den finske skole som en "sort skole", hvor eleverne ikke er glade for at gå.

Finnerne kan noget, som jeg, i tråd med forfatterens synspunkter, mener, vi kan lære meget af. Jeg selv og min familie har snart boet i Finland i seks måneder, og vi har haft rig mulighed for at stifte bekendtskab med den finske kultur, herunder også den finske undervisningskultur. Umiddelbart bærer den finske kultur og undervisningskultur (samt førskoleområdet) præg af at være meget styret af snævre rammer, ritualer, udpræget voksen- og lærerstyring samt en streng disciplin. Til at starte med kan Finland virke næsten klaustrofobisk for os "Nordens libertinere". Men giver man kulturen, og også undervisningssystemet, en chance, finder man ud af, at der er meget, vi kan lære - hvis vi vil! Vi har personligt oplevet, at eget og andre danskeres børn trives i det finske daginstitutions- og undervisningssystem. Det er dog vigtigt at holde fast i bogens pointe, at vi kan lære meget af det finske undervisningssystem, men at vi ikke kan eller skal kopiere det. Dertil mener jeg, at der er alt for store forskelle i de to landes grundlæggende værdier, blandt andet deres børnesyn og opdragelsesmetoder.

Bortset fra enkelte unøjagtigheder (danske børn er uden opsyn i de fleste frikvarterer?) kan bogen varmt anbefales, og den er anvendelig på mange niveauer (også kommunalt og ledelsesmæssigt). Det vil være oplagt at bruge bogen i forbindelse med pædagogisk udvikling i folkeskolen, men andre undervisningsområder vil også kunne hente stof til eftertanke. Materialet er også oplagt at inddrage i læreruddannelsen.

Powered by Labrador CMS