"Social intelligens" er en videreførelse af Daniel Golemans tidligere bog "Følelsernes intelligens". Nu er fokus rettet mod mennesket som et socialt væsen, der konstant indgår i sociale relationer. Hovedpointen er, at menneskehjernen igennem evolutionen har udviklet specialiserede nervekredsløb, som gør os i stand til lynhurtigt at afkode sociale møder og aflæse, hvilket modsvar og hvilke handlingsstrategier vi bør indtage over for andre personer. Kropsholdning, gestikulation, ansigtsudtryk og især øjnene er afgørende for fortolkningen af den anden som imødekommende/åben eller falsk/truende.

Evnen til afkodning og til at skabe gnidningsfri, effektiv interaktion beror på faktorer som primær empati, samstemmighed, følelsesmæssig præcision samt social og kulturel erkendelse. Social interaktion er indlært i barndommen og afspejler den tilknytningsstil, vi udviklede i samspil med forældreskikkelserne, men hjernen er plastisk og danner løbende nye celler/cellestrukturer, der afspejler senere livserfaringer. Når nye mennesker mødes, er det to nervesystemer, der begynder at fungere sammen - og især i forelskelsen knitrer de helt vildt. Bogen bevæger sig igennem centralområderne i social interaktion: spejlingskommunikation mellem mor og barn, personperception, nonverbalt sprog og afdækning af løgn, konfliktløsning/forsoning, seksuel interaktion, følelsesmæssig empati. Og stresslidelser skabt af truende interaktionsmønstre.

Det er en populær psykologisk bog, og forfatteren inddrager privatlivshistorier, litterære værker og samtaler med kendte teoretikere inden for udviklings/socialpsykologien og hjerneforskningen.

"Social intelligens" burde være relevant for alle, som er involverede i at socialisere de kommende generationer. Men man skal lede efter afsnit, der eksplicit fokuserer på, hvorledes børn støttes i at udvikle deres sociale intelligens. Det er en stor mangel.