Fleksferie giver mindre fravær

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selvom skolerne har mulighed for at indføre fleksible ferieperioder, er der ikke mange, som benytter sig af det. Nørre Asmindrup Skole i Vestsjælland er en af de få og var den første skole i Danmark, som tilbød fleksibel vinterferie. Siden 2001 har elever og forældre kunnet vælge mellem at holde ferie i uge 6, 7 eller 8.

Hvorfor har I valgt at tilbyde fleksibel vinterferie?

»Vi har haft det samme problem, som man har haft mange andre steder med, at børnene holder ferie i tide og utide, fordi forældrene skal på vinterferie. Efter at vi har indført fleksibel vinterferie, er der næsten ingen elever, som holder vinterferie uden for de tre uger. Jeg tror kun, vi har to familier i år«, fortæller skoleleder Vibeke Bodi.

Hvordan koordinerer I det på skolen?

»Lige efter efterårsferien sender vi et brev ud til forældrene om, at de skal vælge, hvilken uge de vil have ferie i. Når vi så har fundet ud af, hvor mange elever der er på skolen i hver af de tre uger, vælger lærerne, hvornår de vil holde ferie. Indtil videre har antallet af elever og antallet af lærere, som holder ferie i de forskellige uger, heldigvis passet nogenlunde«.

Hvordan foregår undervisningen i de tre ferieuger?

»De små klasser har læsning og matematik hver dag, men derudover har de nogle forskellige værksteder, blandt andet aktiviteter i gymnastiksalen og en lille købmandsforretning. 4.-7. klasse laver projektopgaver i de tre uger, og de arbejder individuelt, så det gør ikke så meget, at klassen ikke er samlet«.

sil@dlf.org