Anmeldelse

Hej far, ta' og helbred manden

Børn som bibelfortolkere

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børn kan lide at tale om livets store spørgsmål, og deres egne spørgsmål vil som regel også kalde på religiøse svar. Men det er hverken skolens, kirkens eller samfundets ret at skulle fastlægge børnenes religiøse dannelse. Det kan og skal børnene selv gøre - og gerne med hjælp fra skolens kristen­domskundskabsundervisning og fra forældre og bedsteforældre. Måske er det derfor, at bogen stiller spørgsmålet: Kan børn være teologer? Svaret er: Ja, det kan de!

Kristendommen er en skriftreligion, og det er derfor en central opgave for underviseren at inddrage og beskæftige sig med de bibelske tekster samt fortolkningen af dem. Så nu, hvor faget er blevet et prøveforberedende fag, er det nok heller ikke så tosset, at de store elever trænes i at skrives essays om tro og livsværdier, for sprog danner tanker, og tanker danner handling!

Som undervisere ved vi, at enhver undervisning har en strategi og et formål, og bagved ligger der et bestemt verdens- og tilværelsessyn, som igennem mange år eller altid har været til hidsig diskussion.

I dansk sammenhæng er der med tradition i Grundtvigs pædagogiske tanker fokus på fortælling og sang, og det underlige er, at selv om meget har forandret sig i faget og pædagogikken, så spiller fortælling og sang stadig en stor rolle i faget, og det er slet ikke så ringe endda.

Det er en rigtig god bog, som jeg er glad for at eje, og den vil blive læst flittigt og ofte - på både kryds og tværs. Bogen henvender sig til lærere og lærerstuderende og er en læse- og brugsbog med mange gode iagttagelser og eksempler fra levende og varieret undervisning i faget kristendomskundskab.

Powered by Labrador CMS