Den måde, hvorpå elevplanerne er blevet pålagt lærerne, er uhæderlig, magtfordrejning, i strid med den danske forhandlingstradition og rigtig elendig personalepleje.

Da Ole Vig Jensens skolelov kom i 1993, var jeg så naiv at tro, at folkeskolen skulle være, som den blev beskrevet i loven. Men jeg blev grundigt belært om, at den skulle betragtes som en vision, en skåltale om man vil, hver eneste gang jeg pegede på, at skolerne ikke kunne leve op til lovens krav, blandt andet kravene om at tilrettelægge undervisningen for hver enkelt elev. De nødvendige rammer var ikke til stede.

KL regnede på, hvor mange milliarder det ville koste, hvis skolerne skulle leve op til lovens forventninger.

DLF og KL enedes om en aftale, der byggede på bilaget »En Skole på Vej«, som beskrev det, man skulle stræbe imod, en skole, hvor rammerne skabte mulighed for at leve op til loven.

De lokale skole- og kommuneaftaler skulle bringe skolen på vej i den beskrevne retning, og jeg troede naivt, at vi skulle tage bilaget alvorligt, men det var ikke meningen. Vi var på vej til målet, ikke ved målet. Derfor aftalte DLF og KL, at krav og resurser skulle hænge sammen, og i et brev til borgmestrene opfordrede KL kommunerne til at leve op til deres ansvar for folkeskolen.

Så kom Haarders lov, og forligsparterne påstod frimodigt, at kravet om elevplaner ikke var noget afgørende nyt. Loven blev vedtaget uden hensyn til det kaos, den skabte i forhold til gældende og forskellige kommunale aftaler med DLF's kredse.

Kommunerne skulle sørge for elevplanerne, KL besluttede, at det skulle være udgiftsneutralt, ikke et ord om gældende aftaler, og så var aben behændigt placeret på lærerne, som, vupti, har fået ansvaret for folkeskolelovens overholdelse.