Debat

Toldkontrollør Knagsted og ordtæller Sauer

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Gustav Wieds »Livsens Ondskab« tæller toldkontrollør Knagsted kommaer, og Folkeskolen nummer 4 tæller Niels Christian Sauer ord. Jeg erkender systematikken i begge forhold, men betvivler metodens egnethed til fremme af forståelsen. »Kodeks for god skoleledelse« er skrevet af ledere til ledere alene med ledelsesaspektet for øje. Derfor fylder børn og skolemælk ikke meget i beskrivelsen, men ligger implicit i hele forståelsen af ledelsesopgaven. DLF har beskrevet sit syn på skoleledelse set med lærernes øjne. Det er helt okay! Nu foreligger der et kodeks set med skoleledernes øjne, som har en forståelsesramme bland andet fra Lederforeningens pjece »Skoleledelse - en profession i sig selv«. Med udgangspunkt i »Kodeks for offentlig topledelse«, som så dagens lys for et par år siden, har 15 aktive skoleledere fra Skoleledernes Fællesrepræsentation sat sig for at spejle skoleledelse i det perspektiv og formulere et kodeks til refleksion (ej til efterretning!) for andre skoleledere. At der i kodeks forekommer ord, der associerer til New Public Management-begrebet, har jeg svært ved at se noget odiøst i, eftersom positive elementer herfra indgår naturligt i moderne ledelse. Verden er ikke sort-hvid, og skoleledelse indeholder andre elementer end blot at feje problemer væk for lærerne.

Niels Christian Sauer causerer i sit indlæg over to enslydende svar, men to forskellige underskrifter. Jeg svarede på indlægget i Folkeskolen, men da vi i foreningen blev opmærksomme på, at Sauer også bragte den samme kritik i netdebatten på folkeskolen.dk, bad jeg Lederforeningens sekretariatsleder om at sende det samme svar her. Det er såmænd loyal embedsførelse. Så enkelt er det, Niels!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Powered by Labrador CMS